Bruttotonnage for skibe i større danske havne 1999-2008

Fragtskibenes størrelse voksede, men danske skibe gik markant tilbage i 2008


Den samlede størrelse på fragtskibe, der anløber de danske havne, er det højeste nogensinde. Til gengæld var der et stort dyk for de danske skibe i 2008.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der opgør størrelsen (bruttotonnagen) og flaget (indregistreringsland) på de fragtskibe, der anløber større danske havne.

I 1999 var den samlede tonnage for fragtskibe i større danske havne på ca. 81 mio. bruttotons (BT), mens den i 2008 var steget til 99 mio. BT. Det er det højeste tal i den tid Danmarks Statistik har opgjort tonnagen på havnene.

Da tonnagen i 1997 lå på bare 64 mio. BT er tonnagen på fragtskibe, der anløber større danske havne, steget mere end 50 % på tolv år. Og næsten 25 % på 10 år. 

Det er langt mere end stigningen i antallet af skibsanløb, som i perioden er gået op med ca. 12 %. Skibene bliver altså stadigt større.

Tallene viser også, at skibe under dansk flag fra 1999 til 2006 øgede sin markedsandel af den samlede bruttotonnage i de danske havne fra ca. 13,9 mio. BT til 25 mio. BT. Det svarer til en stigning i markedsandelen fra 17 % i 1999 til 25 % i 2006. I 2008 er de danske skibes tonnage imidlertid faldet kraftigt til 18,6 mio. BT, hvilket svarer til en markedsandel på knap 19 %. Det er et voldsomt fald på blot to år.

Dansk flag udgør stadig den største andel af de skibe, der anløber de større danske havne. Nærmest kommer Cypern, der har overhalet Norge, med det næststørste anløb af tonnage.

Til gengæld er andelen af tonnage fra skibe, som har flag i Caribien, dvs. Antigua, St. Vincent, Bermuda og lignende, steget voldsomt. Ligeledes er tonnagen fra Storbritannien, Nederlandene og Australien vokset markant. Også tonnagen fra færøske skibe har været i stærk vækst.

Tonnagen er især faldet for skibe fra Danmarks nabolande i Østersøen, dvs. Norge, Sverige, Finland, de baltiske lande og Tyskland.

Læs mere og se de specifikke tal her

Graf: Fragtskibes anløb på større danske havne pr. år, Bruttotonnage, 1000 BT, efter skibets flag.

Bruttotons og flagstat