Havne på Trafikdage

Danske Havne deltog i stor konference om transportforskning

Det store årlige træf for trafikforskere, Trafikdage, løb af stabelen i Aalborg den 23. og 24. august. I år var der et pænt fokus på havne, idet hele to workshops på konferencen var dedikeret til havne. De to temaer var landtrafikken ind og ud af de danske havne henholdsvis havnenes arealudvikling og funktion som transportcentre. Danske Havne deltog i konferencen og holdt oplæg på begge havne-sessioner.

På den første kunne Danske Havne præsentere en undersøgelse af de offentlige trafikhavnes ”modale split”, dvs. hvad der sker med godset før eller efter, det går over kaj. Resultaterne skal bl.a. indgå i arbejdet med den Nationale Godstrafikmodel, som også blev præsenteret på Trafikdagene.

Den anden session om havnearealer udsprang Transportministeriets havneredegørelse og af de to analyserapporter, som blev udarbejdet forud. (De tre publikationer kan findes her)
Der var blandt alle deltagere enighed om, at der fremover vil blive skabt meget nyt havneareal, men at dialog og åbenhed er vejen frem for at undgå konflikter mellem havn, by, virksomheder og kommuner.

Trafikdage rummede også andre vigtige temaer såsom godstransportens produktivitet, modulvogntog, og sammenhænge mellem infrastruktur og vækst. Trafikdage understregede dermed sin position som det vigtigste forum til at præsentere og diskutere forskning og ny viden inden for transport i Danmark.

Læs mere på www.trafikdage.dk