Havne-debat i Børsen. Danske Havne glæder sig over udmelding.
Dagbladet Børsen bragte d. 8/8 08 et indlæg om havne, forfattet af Trafikordfører for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen. Indlægget kan læses nedenfor.
Danske Havne glæder sig over indlægget - særligt udmeldingen om en havnepakke med statslige midler til infrastruktur. Der er ingen tvivl om, at baglandsinfrastrukturen er en af de vigtigste forudsætninger for, at havnene kan udvikle sig fremover. Derfor er den politiske opbakning af meget stor betydning.
Giv plads til erhvervsaktivitet på havnen
Af Kristian Pihl Lorentzen
Trafikordfører for Venstre
De danske havne udgør en meget vigtig del af den samlede infrastruktur. Det gælder ikke kun i forhold til anløb af færger og lystfartøjer. Det gælder i høj grad også havnenes erhvervsmæssige betydning for godstransporten. Jeg er ikke i tvivl om, at havnene i de kommende år vil komme til at spille en endnu større rolle. Mængden af gods, der skal transporteres, vil stige kraftigt frem til 2030. Der er særdeles gode grunde til at stræbe efter at en del af denne stigning kommer over på skib. Det minimerer trængslen på vejnettet samtidig med at vi reducerer udledning af CO2 fra transporten. For at nå dette mål, skal der en rækker stede i landet investeres i bedre adgang til havnekajen fra vej- og jernbanenettet. Venstre går derfor til efterårets forhandlinger om trafikinvesteringer med et ønske om en "havnepakke", der netop skal forbedre adgangen til vore havne. En anden vigtig forudsætning er, at kommunerne er sig meget bevidste om, at havnene ikke blot har lokal betydning. De er faktisk en vigtig del af den nationale infrastruktur. Det bør man holde sig for øje, når der lokalt opstår ønsker om at droppe erhvervsaktivitet på havnene til fordel for meget attraktive boliger på havnefronten. Desværre kan man for nogle havnes vedkommende spore en kommunalpolitisk tendens til at lægge begrænsninger i vejen for den erhvervsaktivitet, der er afgørende for vores fælles velfærd. I andre kommuner er man derimod meget bevidste om først og fremmest at give plads til havnens erhvervsaktiviteter - også selvom de støjer lidt. Det er et fælles ansvar at værne om havnene som en meget vigtig del af hele Danmarks erhvervsmæssige infrastruktur. Også selvom de ligger midt i de byer, der netop er opstået som følge af aktiviteterne på havnen.
Kilde: Børsen, 08.08.2008