Havnene vokser og investerer
Havnenes godsomsætning i 2007 blev rekordhøj. Milliardinvesteringer forude.
2007 blev et rigtigt godt år for den danske havnesektor. Det viser Danmarks Statistiks endelige tal for godsomsætningen på de danske havne i 2007. Samlet set håndterede havnene i 2007 ikke mindre end 110 mio. tons gods. En fremgang på næsten 2 mio. tons fra 2006. Det er det højeste tal siden åbningen af Storebæltsbroen i 1998, som skar 30 mio. tons (eller næsten 25 %) af havnenes godsomsætning.
Dermed overstiger udviklingen den prognose, Danske Havne lavede for 2007. Og så er det jo herligt at tage fejl. Se mere under Havne i Tal
De 110 mio. tons dækker over en nedgang i råolieudskibningen på 1 mio. tons. Så den reelle fremgang for de øvrige godstyper har været tættere på 3 mio. tons. Omsætningen af kul har været nogenlunde uændret, så væksten er sket på den klassiske erhvervshavn. Fremgangen er særlig markant for tørlaster, som korn, foderstoffer, sten, sand, kalk og cement, samt på træ, stål og containergods. Mange af Danske Havnes medlemmer har da også kunnet fremvise tocifrede vækstrater i godsomsætningen, og rekordomsætning i kroner.
For udover den mere klassiske godshåndtering er antallet af færgepassagerer i 2007 samlet set vokset med en halv million. Desuden er krydstogtskibe, offshore og råstofindvinding fra havbunden nogle af de nye forretningsområder, som er i stærk vækst, og som har givet havnene flere ben at stå på.
Det gode økonomiske resultater og en stærk tro på fremtiden viser sig også i nye investeringer. 1,3 mia. blev investeret i 2007. De 20 største havne planlægger at investere 9 mia. kr. frem til 2015. Når der bygges ud i vandet giver det en netto arealudvidelse på i alt 25 % for disse 20 største havne. Det er samlet set et areal på 5 mio. m2 – eller 700 fodboldbaner.
Havnene gør sig altså klar til at modtage flere godsmængder i fremtiden. Men den stærke vækst sætter vejene til og fra havnene under pres.
Sekretariatschef Tom Elmer Christensen, Danske Havne, udtalte til Børsen d. 20. juni. »Fra regeringens side har man sagt, at der ikke bliver afsat ekstra midler til infrastruktur før 2015, men det kan vi ikke vente på. Ministeren er nødt til at finde nogle flere penge, for branchen er allerede i gang med at investere i at løse fremtidens godsproblemer. (…) Det gode ved havne er, at de kan udvides ud i vandet, hvilket man har gjort i hundredvis af år. Det fortsætter vi med.«