Trafikaftale 2008 - erklæring om forbedring af samspil havn-bane
Ny trafikaftale: Samspil mellem havn og bane skal forbedres
Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikal Venstre indgik fredag eftermiddag, d. 22. februar en ny trafikaftale for 2008.
Aftalen indeholder en række initiativer til at forbedre handicappedes adgang til trafikfaciliteter, forbedret trafikinformation, samt opgradering af en række broer. Af særlig interesse for havne er dog, at aftalen slutter med følgende hensigtserklæring fra parterne:
”Endeligt er parterne indstillet på, at der i 2009 afsættes 10 mio. kr. til medfinansiering af projekter til fremme af samspillet mellem havn og bane, evt. i sammenhæng med et initiativ om intermodal transport i den kommende investeringsplan.”
Danske Havne noterer sig denne erklæring med glæde. Særligt er to elementer interessante:
- Der er politisk vilje til at afsætte penge til at forbedre samspillet mellem transportformerne.
- Der lader til at komme et initiativ om intermodal transport i den kommende statslige investeringsplan.
Begge elementer er af stor betydning for de danske havnes udviklingsmuligheder. Danske havne ser derfor med forventning frem til såvel den statslige investeringsplan som Finansloven 2009.
Læs hele Trafikaftalen på Transportministeriets hjemmeside