Danmarks Statistiks halvårstal 2008

Fortsat høj aktivitet på havnene viser nye tal fra Danmarks Statistik

”Hvis der er tale om økonomisk afmatning, så mærker havnene ikke meget til den. Det går faktisk rigtig godt på havnene.”

Det siger Danske Havnes formand, Uffe Steiner Jensen, om de nye tal fra Danmarks Statistik for godsomsætningen på de større danske havne.

Tallene viser, at godsomsætningen i først halvår af 2008 har samme høje niveau som den tilsvarende periode i 2007.

Eftersom mængderne af kul er gået kraftigt tilbage – mere end 1 mio. tons i perioden – er der faktisk tale om en pæn stigning i mængderne af det øvrige gods. Det er især olie, korn, skrot, og byggematerialer, der går frem. Antallet af containere går 2,5 procent frem, mens færgegodset har noteret en beskeden tilbagegang.

”Der er en markant tendens til at gods, der før blev kørt med lastbil hele vejen, nu sejler med skib på en del af strækningen,” siger Uffe Steiner Jensen. ”Vi ser helt små laster ned til 300 tons transporteret med skibe. Det giver et mindre CO2-udslip, og det understreger havnenes voksende betydning som et netværk af transportcentre langs havets blå motorvej. Men godset skal jo også til og fra havnene på landsiden. Derfor er der behov for nye og bedre veje og baner i de større havnes bagland.”

Danske Havne foreslår, at den kommende statslige investeringsplan for infrastruktur indeholder en ”havne-pakke” med veje og baner til havnene. Der er behov for 15 vej- og 5 baneprojekter til i alt 16 større danske havne. Samlet pris: 2,7 mia. kr. Se forslaget her

For at sætte fokus på havnenes betydning for den regionale og nationale udvikling holder Danske Havne et regionalt havnemøde i Køge Havn den 29. september. Mødet, der er det fjerde i rækken, får deltagelse af havnefolk, folketingspolitikere og eksperter.

Kontakt Danske Havnes formand Uffe Steiner Jensen på mobil 40280970, eller konsulent i Danske Havne, Jakob Svane, på tlf. 33703530.

Tilmeld dig Danske Havnes nyhedsbreve