Danske Havne glæder sig over betænkning om havne

Havnelovudvalget: Giv havnene flere muligheder

Transportminister Hans Chr. Schmidt har fået Havnelovudvalgets betænkning.

Danske Havne er meget tilfredse med indholdet. Arbejdet har været konstruktivt. Fokus har været på, hvordan havnene kan bidrage til at styrke erhvervslivets konkurrenceevne. Mange anbefalinger peger på nye muligheder for havnene. 

”Udvalget anbefaler, at havne får flere muligheder. Vi glæder os til mere aktivt at få lov til at understøtte transportkæden. Særlig vil jeg fremhæve muligheden for, at havnen selv kan udbyde de nødvendige services, i de tilfælde hvor der ikke er andre, der løfter opgaven.” siger direktør i Danske Havne, Torben Kjærgaard.

På de fleste havne kan der opstå mangler i den service, rederier og virksomheder efterspørger. Udvalget anbefaler, at havne kan tage opgaven, hvis private ikke gør det. Det skal selvfølgelig hænge sammen økonomisk. Derfor anbefaler udvalget, at opgaven udføres i et aktieselskab. Helst i samarbejde med private virksomheder.

Udvalget anbefaler, at havnene får lov til at købe og udleje arealer m.v. uden for havnens område. Virksomheder, der ikke er afhængige af helt kajnær placering, kan så tilbydes passende faciliteter i nærheden.

Transportminister Hans Chr. Schmidt interesserer sig for havnenes udvikling. Ministeren besøger mange havne og valgte sidste år at nedsætte Havnelovudvalget.    

Ministeren kender havnenes betydning for dansk transport og erhvervsliv. Han har ofte sagt, at lovgivningen ikke må stå i vejen for udviklingen, og at de danske havne skal være i verdensklasse. Danske Havnes håb er, at udvalgets anbefalinger meget hurtigt bliver rammen for et lovforslag.

”Vi håber, at Ministeren vil holde tempoet og begynde arbejdet med et lovudkast. Den brede politiske opmærksomhed og en enig indstilling fra Havnelovsudvalget må gøre en revision af Havneloven til en vindersag,” slutter Torben Kjærgaard.

Havnelovudvalgets anbefalinger kan findes her

Havnelovudvalgets betænkning kan findes her

Bilag til betænkningen kan findes her


Yderligere oplysninger fås ved at kontakte Danske Havnes direktør Torben Kjærgaard på mobil +45 23 26 20 29 eller sekretariatschef Tom Elmer Christensen på mobil +45 21 20 88 89.



 

Tilmeld dig Danske Havnes nyhedsbreve