Danske havne klarer sig godt i Europa

Mange danske havnes mix af bl.a. containere, godsfærger, stykgods og byggematerialer en stor fordel i krisetider.

”Danmark har kun en havn i Europas top 20, når størrelse måles i containere. Men Danmarks mange mellemstore havne har klaret den økonomiske krise meget bedre end de største havne”, siger formand for Danske Havne Uffe Steiner Jensen, borgmester i Fredericia. ”Det skyldes havnenes brede forretningsgrundlag med en blanding af containere, godsfærger, stykgods og byggematerialer. De havne har vi heldigvis mange af i Danmark”. 

Krisen har først og fremmest ramt de store containerhavne Rotterdam, Hamburg og Antwerpen hårdt. Det kan man se af tal, som den europæiske organisation for havne, ESPO, netop har udgivet om udvikling i havne og skibsfart 2008. Anledningen var ESPOs havnekonference i Marseilles først i maj, hvor Danske Havne deltog. ”Vi førte samtaler med havnefolk fra hele Europa. Indtrykkene er næsten alle steder de samme”, siger Uffe Steiner Jensen.

Rapporten viser også, at de danske havne ligger godt for vareudveksling mellem Skandinavien og Europa. De senere års gode udvikling med at sejle lastbiler i stedet for at de kører lange vejstrækninger, er særlig stærk i Kattegat – Østersø området.

På konferencen holdt Danske Havnes formand et indlæg om hvor vigtigt det er, at EU prioriterer de mellemstore havne. ”De bliver helt afgørende for aflastning af Europas vejnet og for fremtidens distribution af varer”, var Uffe Steiner Jensens budskab.

Danske Havne deltager 25. – 29. maj i den internationale havneorganisation, IAPHs, konference om fremtidens havne, logistik og transport. Her vil Danske Havne igen tale for betydningen af at bruge mange havne frem for få i fremtidens transportpolitik.

Konferencen er i Genova, Italien, og Danske Havne deltager med formand og næstformand samt en række større medlemshavne.

For yderligere oplysninger kan borgmester Uffe Steiner Jensen (+45 40280970) eller sekretariatschef Tom Elmer Christensen (+45 21208889) kontaktes.

Danske Havne er brancheorganisation for 79 erhvervs- og fiskerihavne.

Tilmeld dig Danske Havnes nyhedsbreve