Havnene klarer isen uden isbryderne

Udsigten til isvinter vækker ikke bekymring i de danske erhvervshavne

Udsigten til isvinter vækker ikke bekymring i de danske erhvervshavne. Indtil videre er der kun lidt is, og den brydes let af havnenes egne både, af færger og fragtskibe. Isbryderne ser havnene intet til.  

”Selv om vi betaler 20 millioner kroner om året til statens isbrydere, kommer de aldrig ind i havnene”, siger Uffe Steiner Jensen, der er formand for Danske Havne. ”Vi klarer selv opgaven, og indtil videre går det fint. Men frosten kan selvfølgelig blive så hård og langvarig, at skibstrafikken til mindre havne bliver meget vanskelig. Her hjælper statens isbrydere heller ikke, for de stikker for dybt til at nærme sig disse havne. I så fald er det mindre både med stærke motorer, der er brug for. Danske Havne vil derfor opfordre forsvarsministeren, der er ansvarlig for isbrydning, til at indgå aftale med sådanne både. For vi har i mange år betalt 20 mio. kr. om året for isbrydning uden at få noget for det, så nu må vi forvente, at varen leveres, hvis det bliver nødvendigt.”  

”Vi ønsker stadig en ny ordning for isbrydning, hvor havnene og skibsfarten ikke skal betale den ublu isskat på 20 mio. kr. om året. Staten må selv betale for sin forpligtelse til at holde havets motorveje isfri. Så skal vi nok fortsætte med at sikre, at skibene kan komme uhindret til og fra de danske havne”, siger Uffe Steiner Jensen.  

Danske Havne har foretaget en rundspørge blandt medlemmerne, og der rapporteres kun ganske få gener fra isen. Alle skibe kommer fint til og fra havnene. Søtransport viser sig dermed nu fra sin stærkeste side i en tid, hvor landtransporten er ramt af uheld og forsinkelser.  

Kontakt Formand Uffe Steiner Jensen, mobil 40 28 09 70 eller sekretariatschef Tom Elmer Christensen, mobil 21 20 88 89.