Nominerede til Danske Havnes Initiativpris 2008
Nakskov, Grenå, Esbjerg og Copenhagen-Malmø er nomineret til Danske Havne Initiativpris 2008
Danske Havne uddeler den 17. november 2008 ”Danske Havnes Initiativpris 2008” til den erhvervshavn, som efter dommerkomiteens bedømmelse viser, at havnene udvikler sig. Forretningsmæssigt og som medspiller for den region, de ligger i.
11 gode og meget forskellige initiativer var indsendt til bedømmelse. Dommerkomiteen har nomineret fire projekter, der går videre til den endelige bedømmelse.
Juryen har fokuseret på, at de fire nominerede projekter viser bredden i havnesektoren. De viser, at havnene er i hastig og positiv forandring og ikke mindst, at det sagtens kan forenes at drive havnerelateret forretning og være en aktiv og bæredygtig del af byens liv.
De nominerede er:
- Nakskov Havn for sin udvidelse og uddybning af havnen. Det er et stort initiativ og en stor kraftanstrengelse af en lille havn, som spiller en betydelig rolle som dynamo i et udkantsområde.
- Grenaa Havn A/S for konkrete og bæredygtige resultater med at flytte gods fra vej til sø. Alle taler om det, men få gør så meget ved det, og kommunikerer det så effektivt, som Grenaa Havn A/S.
- Esbjerg Havn for sit arbejde med at skabe optimale faciliteter for vindmølleindustrien, der er i kraftig vækst. Esbjerg Havn har modet til investeringer og specialisering, der giver både samfundsøkonomiske og miljømæssige gevinster – samtidig med, at de forhåbentlig er en fornuftig forretning for havnen.
- Copenhagen-Malmö Port for sin indsats for krydstogtturismen i København. Antallet af turister har i år rundet en halv million, og havnen har netop vundet prisen for bedste krydstogthavn i Europa for femte gang i træk.
Dommerkomiteen består af administrerende direktør for Tulip, Flemming Enevoldsen, direktør for Forebyggelsesfonden, Verner Sand Kirk, formand for den grønne tænketank CONCITO, Martin Lidegaard, partner i Firstline Communication A/S, Ajs Dam, samt vicekontorchef i Danske Havne, Nete Herskind.
Danske Havnes Initiativpris 2008 uddeles af transportminister Lars Barfoed i forbindelse med havnekonferencen ”Havne i forandring” i Fredericia den 17. november 2008.
Eventuel henvendelse til Nete Herskind, tlf. 33 70 33 69.