Ny rapport styrker havnes krav om infrastruktur

Danske Havne offentliggør rapport, som dokumenterer stigende trafikmængder i havnene

Ca. 60. mio. tons gods, 7 millioner passagerer og op imod 2 mio. containere. Så stor vil stigningen i transporten gennem de danske havne være frem til år 2025. Det viser en ny rapport om de større danske havnes forventninger til udviklingen. Rapporten viser også, at antallet af lastbiler, der kører til og fra havnene, vil stige kraftigt.

”Det er store tal og store mængder”, siger Jakob Svane, konsulent i Danske Havne. ”Men havnene håndterer allerede 110 mio. tons gods og op imod 40 mio. passagerer om året. Og der investeres på livet løs i havnene - mere end 10 mia. kr. frem til 2015. Så vi forventer bestemt, at havnene vil kunne klare væksten.”

Den ny rapport er udarbejdet af konsulentfirmaet Bøgetorp for Danske Havne, og baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse fra maj 2008.

”Vi har gjort noget helt nyt”, fortæller Jakob Svane. ”Der er blevet lavet mange fremskrivninger over væksten i godsmængderne. Men de har kun været teoretiske beregninger og er aldrig blevet kvalificeret af branchefolk med indsigt. Her har vi spurgt medlemmerne, der har indsigten i markedet. Dermed kan vi nu dokumentere, at de enkelte havnes forventninger til markedet sammenlagt stemmer godt overens med de forskellige teoretiske fremskrivninger. Det styrker troværdigheden.”

Som en nyskabelse dokumenterer rapporten også mængden af trafik ind og ud af de større havne. Rapporten kan sandsynliggøre en stigning i trafikmængderne ind og ud af havnene på 75 % – fra i dag 8 millioner lastbiler i dag til mere end 13 millioner lastbiler årligt i år 2025.

Rapporten dokumenterer dermed, hvor vigtigt det er, at de statslige investeringer i infrastruktur, der skal koble havnene bedre sammen med baglandet, følger med væksten i søtransporten.

”International transport foregår i dag i et samspil mellem forskellige transportformer. Der er derfor et udtalt behov for at koble landets og havets veje bedre sammen. Danske Havne vil snart offentliggøre en liste over, hvilke havne, der har de største behov for investeringer i veje og baner,” siger Jakob Svane.

Læs den ny rapport på her på hjemmesiden under publikationer

Tilmeld dig Danske Havnes nyhedsbreve