Pressemeddelelse: Prognose: Godt 2008 for havnene.
Danske Havnes prognose for den samlede godsomsætning i 2008 siger ca. 107 mio. tons.
”Fortsat højt tempo trods mindre nedgang. Krisen lurer, men vi må benytte pusterummet til at forberede næste opsving.” Sådan lyder meldingen fra Danske Havnes formand, Uffe Steiner Jensen, efter en ny prognose for havnenes godsomsætning i 2008.
De danske erhvervshavne omsætter ca. 107 mio. tons gods i år, forudser Danske Havnes prognose. Det er en mindre nedgang fra rekordåret 2007, men det samme som i 2006.
”De danske havne har haft et godt år i 2008,” siger Uffe Steiner Jensen.
”Det er også en god nyhed for samfundet. Når gods går ad søvejen, mindskes trængslen på motorvejene, og vi reducerer CO2-udslippet.”
Danske Havnes prognose bygger på netop offentliggjorte tal for 3. kvartal 2008 fra Danmarks Statistik. Godsomsætningen er gået lidt tilbage sammenlignet med de tre første kvartaler sidste år. 4. kvartal bliver dog næppe særlig godt. Derfor er forventningerne til hele 2008 en nedgang forhold til 2007. Det vil sige ca. 107 millioner tons gods som i 2006.
Tilbagegangen er primært på mængderne af kul og færgegods. Der er imidlertid fremgang i tørlaster som sten, grus, landbrugsvarer og metal. Noget overraskende ser mængderne af råolie ud til at være uændrede efter fald i flere år i træk. Containervæksten er stoppet, men det er fortsat usikkert, om der vil ske en egentlig nedgang set over hele året.
”Da Danske Havne for et år siden offentliggjorde sin prognose for 2007 endte årsresultatet over prognosen. Det håber vi selvfølgelig også i år. Men hellere være forsigtig. Finanskrisen giver stor usikkerhed”, siger Uffe Steiner Jensen.
”2009 bliver næppe et godt år målt på godsmængder. Men der er til gengæld mulighed for at udvikle nye forretningsområder. For havnene gælder det også om at benytte pusterummet til at udvide areal, kapacitet og effektivitet, så vi er klar, når væksten kommer igen.
”Derfor er der også fortsat behov for bedre veje og bane til og fra havnene. Vi er bagud med baglandsinfrastrukturen. Trafikale flaskehalse må ikke bremse havnenes udvikling,” siger Uffe Steiner Jensen.
Danske Havne har fremlagt ønsker om forbedret infrastruktur for 2,7 mia. kr. til 16 af de største havne. Forslaget kan ses på www.danskehavne.dk
Kontakt formand Uffe Steiner Jensen, Danske Havne, på mobil 4028 0970
Kontakt konsulent Jakob Svane, Danske Havne, på telefon 3370 3530