Prisstigninger på lods kan dræbe nærsøfart på danske havne

Varslede prisstigninger på lods vil fordyre skibstransport voldsomt

Forventede prisstigninger på lods betyder, at den samlede prisen på en transport til eller fra visse danske havne stiger så meget, at forretningen slås i stykker. Det kan ske, hvis det statslige lodsselskab Danpilot hæver taksterne med op til 300% i nogle tilfælde. Det kan slå alle gode initiativer til at få mere gods over på skib ud.   

Lodsloven fra 2005 skal sikre, at flere skibe tager lods i danske farvande. Målet er færre uheld til søs. Prisen er det væsentligste incitament.

”Stiger priserne på lods voldsomt, falder grundlaget for dele af nærsøfarten til flere danske havne. Prisen for at få lods ombord kan overstige, hvad skibet kan tjene på en dagsrejse. Rejsen bliver urentabel, og godset skal transporteres på anden vis, for eksempel på lastbil. Eller skibet tager chancen, trodser reglerne og sejler uden lods. Det kan få store miljømæssige konsekvenser i form af uheld - stik imod lovgivernes mål,” udtaler formand for Danske Havne, borgmester Uffe Steiner Jensen, der efterspørger dialogen med Folketinget om udviklingen.    

Ved ændringen af lodsloven var der opmærksomhed på, at der kunne ske prisændringer. Men forventningen var, at priserne ville falde. Under alle omstændigheder anbefalede Lodslovsudvalget, at Folketinget i indeværende samling skulle revurdere loven. Det er derfor helt uacceptabelt, hvis priserne mangedobles, uden at der har været en politisk stillingtagen til mål og midler.

For yderligere oplysninger, kontakt

Formand, borgmester Uffe Steiner Jensen på tlf. 4028 0970
Sekretariatschef Tom Elmer Christensen på tlf. 2120 8889

Tilmeld dig Danske Havnes nyhedsbreve