Redegørelse om erhverv på havnearealer

Havnene lever og har det godt

Så kom den længe ventede redegørelse om erhverv på havnearealer. Ministrene for transport og miljø har sammen undersøgt om havne og kommuner giver plads nok til virksomheder på havnene.  Skubbes virksomheder ud til fordel for boliger, spørges der.

Svaret er entydigt og klart: Tværtimod. Havnene vil i de næste 10 år næsten fordoble erhvervsarealet og over alt spores stor vilje til samarbejde mellem havneadministrationen og virksomheder på havnen.

Redegørelsen peger også på et tæt samarbejde mellem havn og kommune. Man kan ikke fordoble et erhvervsområde, der typisk ligger nær byens centrum, uden at have et tæt samarbejde.  Det siges også, at de gældende regler for planlægning og leje af erhvervsarealer er tilfredsstillende.  

”Nu må myten om erhvervshavnenes død og omdannelse til boliger én gang for alle være manet i jorden,” siger den genvalgte formand for Danske Havne, Uffe Steiner Jensen. Han glæder sig over, at havnene trods krisen stadig planlægger at gennemføre udvidelser af arealer til havnevirksomhederne.

Redegørelsen fra de to ministre, Hans Christian Schmidt og Karen Ellemann Jensen, bygger på to undersøgelser. Den første ser på måden havne og virksomheder samarbejder på. Den anden ser på, om regler for planlægning og erhvervsleje er gode nok. Begge undersøgelser konkluderer, at samarbejdet er godt, og reglerne tilstrækkelige.

Men der er også plads til forbedringer. Øget brug af dialog, gode eksempler og en klarere statslig udmelding om statens interesser i havne er vejen frem, når kommuner skal planlægge for udvidelse af havne og for nye erhvervs- og boligarealer.  

”Vi mener, analyserne viser, at kommunerne og havnene samarbejder om de udfordringer, som begge parter står over for, når både havn og by skal udvikle sig. Kommunerne er planlægningsmyndighed – også på havneområdet.  Vi har alle en interesse i, at både byer og erhvervshavne udvikler sig i god forståelse med hinanden,” siger formanden for KL’s Teknik- og Miljøudvalg Martin Damm.

”Omvendt kan man selvfølgelig altid gøre tingene bedre. Vi ser frem til et samarbejde med de to ministre om en statslig havneredegørelse og mere klarhed over de statslige interesser”, tilføjer Martin Damm.

Link til redegørelsen og analyserne findes på Transportministeriets webside. 

Yderligere oplysninger i Danske Havne hos formand Uffe Steiner Jensen på mobil 40280970 eller sekretariatschef Tom Elmer Christensen på mobil 21208889, e-mail tec@danskehavne.dk 

Yderligere oplysninger i KL hos chefkonsulent Christina Føns på telefon 33703332, e-mail cef@kl.dk