Store muligheder i et fælles europæisk søtransportområde

Et fælles europæisk søtransportområde vil begrænse bureaukratiet

EU-Kommissionen har netop fremlagt en søfartspolitik. Det vigtigste er et fælles europæisk søtransportområde. I dag betragtes en skibstransport mellem havne i to EU-lande som international transport. Det gør transport med lastbil og tog ikke. Måske slipper søtransport nu for en masse unødig papirarbejde og kontrol.

 

I dag kræver transport af en container 48 originaldokumenter og 240 kopier. Det vil EU-Kommissionen begrænse.

 

”Europa som et søtransportområde vil være en stor hjælp til skibsredere, havnevirksomheder og havne” siger Tom Elmer Christensen, sekretariatschef i Danske Havne. ”Det indre marked har været en kæmpe fordel for handel og transport ad landevejen. Vi har store forventninger til, at det ny forslag vil være det samme for søvejen.”

 

EU-søtransportområdet skaber enklere procedurer og mindre administrativt bøvl for skibe, der sejler mellem to havne inden for EU. Det er på områder som told, veterinær, sundhed, indberetninger, m.m. Flere myndigheder i hvert land har deres egne krav til indberetning af de samme oplysninger om skib, besætning og last. Det forsinker, koster og er ikke effektivt

 

Det ventes, at forslaget kan spare nærskibsfarten og havnene i EU for udgifter på op til 18 mia. kr. om året. Dertil kommer det, der kan tjenes på nærskibsfartens øgede konkurrencekraft.

 

”Havne og søfart i Danmark har i de seneste år gennemgået en rivende udvikling,” siger Tom Elmer Christensen. ”De sidste tre år er der fx åbnet eller udvidet ca. 30 internationale færge- eller containerruter på de danske havne. Den udvikling vil det europæiske søtransportområde forstærke.”

 

”Nu håber vi blot, at regeringen og folketinget i Danmark også vil bakke op om havnene, når de skal vedtage investeringsplan for fremtidens danske infrastruktur. Der er stærkt behov for bedre veje og jernbaner til de danske havne, og med EU's seneste forslag vil behovet bestemt ikke blive mindre.”

               

Læs mere om forslaget her (engelsk)

 

Kontakt sekretariatschef i Danske Havne, Tom Elmer Christensen, på 2120 8889.

Læs mere om Danske Havne på www.danskehavne.dk