Myten om havnenes død
Ofte høres begrebet ”havnedød”, når talen falder på de danske erhvervshavne. Mange taler om, at erhvervshavnene nedlægges og omdannes til boliger eller rekreative arealer. Men virkeligheden er anderledes.
For det første udvider erhvervshavnene voldsomt i disse år (se rapport)
For det andet er det aldrig dokumenteret, at havnene rent faktisk nedlægges eller har tilbagegang.
I perioden mellem 1990 og 2010 har Danmarks Statistik registreret i alt 140 havne og færgelejer med godstrafik, forstået som anløb af enten fragtskibe eller (lastbil)færger. Trafikhavnenes godsomsætning er den gængse måde at måle deres aktivitet.
Ud over de 140 havne er der en række andre erhvervshavne, som udelukkende er fiskerihavne og/eller med aktiv personfærgetrafik (og enkelte godstrafikhavne, som Danmarks Statistik af forskellige grunde ikke har registreret).
Der er meget stor forskel i størrelsen af de forskellige havne. De spænder lige fra de allermindste færgelejer, som fx havnene på småøer, til de allerstørste, som er Esbjerg Havn og Aalborg Havn målt på areal, og Fredericia Havn eller Århus Havn målt på årlig godsomsætning.
Ud af de 140 havne er der i 2010 18 havne som ikke længere har aktiv godstrafik. Til gengæld er der i perioden siden 1990 kommet nye 6 havne til.
Yderligere 8 havne er i perioden 1990-2007 statistisk ophørt med at have godstrafik, men er stadig aktive havne inden for persontrafik (fx Ebeltoft) eller fiskeri (fx Kerteminde). Enkelte havne er administrativt lagt under en anden havn eller selskab (fx Middelfart), hvorfor der ikke længere opgøres separat godsstatistik for havnen.
Der er således her ikke tale om et reelt ”tab” af havne.
Netto har Danmark derfor kun ”mistet” 12 havne på de 20 år fra 1990 til 2010.
Det er ikke mange, når man tænker på bygningen af broer og motorveje, konkurrencen fra lastbiltransport, samt den kommercielle udvikling mod større enheder.
Meget skyldes selvfølgelig landets geografiske situation med mange større og mindre øer. De mange små havne og færgelejer er således altafgørende for øsamfundenes overlevelse.
Rygtet om havnenes død må derfor siges at være stærkt overdrevet – ja ligefrem en myte. Billedet af havnenes død holder ikke, hvis man ser på den faktiske udvikling.
Der sker byudvikling mange steder, men mange erhvervfunktioner bevares.
De danske havne lever, er i vækst, og er af stor betydning for Danmarks erhvervsudvikling, infrastruktur og forsyningssikkerhed.
Sidst opdateret: 23. maj 2011