Udvikling i godsomsætning på danske havne 2002-2007
De samlede godsmængder på de danske havne er steget fra godt 94 mio. tons i 2002 til knap 110 mio. tons i 2007. I de fem år har der i Danmark været 121 havne og færgelejer med godstrafik, forstået som anløb af enten fragtskibe eller færger og med en årlig omsætning på mere end 1000 tons. Havne, der udelukkende har landinger af fisk og/eller trafik af personfærger er ikke medregnet. To havne er i løbet af perioden blevet lagt administrativt sammen med andre havne, og de indgår derfor ikke i opgørelsen, selv om der stadig foregår godstrafik her.
| Godsomsætning 2002-2007 | Antal Havne | Procent af total |
| Fremad | 53 |
44 |
| Tilbage | 17 | 14 |
| Lukket | 3 | 2 |
| Uændret el. varierende | 48 | 40 |
| I alt | 121 | 100 |
Af de 121 havne med godstrafik havde 53 en fremgang i godsomsætningen fra 2002 til 2007. Det svarer til ca. 44 % af havnene. 17 havne – eller ca. 14 % - havde et fald i godsomsætningen. Tre havne er ophørt med at have godstrafik i perioden. 35 havne havde en nogenlunde uændret godsomsætning, mens 13 havne havde en så stærkt svingende omsætning over årene, at en opgørelse er umulig. I det sidste tilfælde er der typisk tale om kraftværkshavne.
Samlet set er der tale om en sektor i vækst. Danmark har mange havne, og der er stigende aktivitet i hovedparten. De mange erhvervshavne i Danmark udfylder en funktion og et behov - for erhvervslivet, for mobiliteten, og for forsyningssikkerheden.
Sidst opdateret: 19. august 2009