Fiskerihavne

Fiskerihavne

De danske fiskerihavne fortjener at komme mere i fokus både nationalt og internationalt. Mange tænker lugt og beskidte fiskegarn, når de hører om fiskerihavne. Alligevel valfarter turisterne hver sommer til de danske fiskerihavne for at se aktiviteten og for at indtage en rødspætte eller to. På fiskerihavnen findes der liv og dynamik. Og sandheden er, at det gamle erhverv stadig har en stor betydning ikke mindst for lokalsamfundene rundt i Danmark.

Der er stor aktivitet i fiskerierhvervet og ikke mange er klar over, at der årligt bliver landet ca. 1 mio. ton fisk, til en værdi af knap 4 mia. kr. Derudover ses fiskerihavnenes betydning for lokalsamfundene tydeligt, ikke mindst hvad angår arbejdspladser. Der er ca. 11.000 direkte og indirekte arbejdspladser i erhvervsklyngerne omkring fiskerihavnene.

De danske fiskerihavne er en del af den samlede fiskerikæde og de gør sig stor umage med at bidrage til en højere kvalitet af spise- og konsumfisk. Selvom der generelt er sket et fald i landede mængder af fisk, er strukturen i fiskerihavnene forandret. Kvaliteten på fisken er blevet langt bedre, hvorfor værdistigninger kan kompensere for faldet af volumen. Og danske fiskerihavne arbejder fortsat hårdt på at skabe værditilvækst i den danske fiskerisektor ved at sikre rammerne for, at det også i fremtiden er attraktivt både for danske og udenlandske fiskere at lande fisk i Danmark. Havnene stiller derfor faciliteter til rådighed, så fiskerne let kan lande, opbevare og distribuere deres fangster. Det er private virksomheder eller fiskerne selv, der står for aktiviteterne. Men det er havnen, der typisk stiller infrastrukturen til rådighed. Det er f.eks. overdækkede landingskajer, sikre opbevarings-, auktions- og distributionshaller med køling og god vandkvalitet til isværk.

Danske Havnes Fiskerihavnsudvalg arbejder løbende på at skabe politisk opmærksomhed på de danske fiskerihavne. Udvalget mødes 2 gange om året. Formålet er at skærpe og synliggøre fiskerihavnens indsats i forhold til fiskerisektorens øvrige aktører og myndigheder, de regioner og lokalsamfund, som havnene er en del af. Havnene kender vigtigheden af, at de skal gå sammen i en fælles indsats for at fastholde og udvikle Danmark som en af Europas førende fiskeeksportører. Konkret kan danske fiskerihavne gennemføre fælles udviklingsaktiviteter inden for bl.a. dokumentation og sporbarhed, certificering, landing og håndtering af nye arter samt markedsføring over for udenlandske fiskere. På denne baggrund er rapporten Danske fiskerihavne mod 2013 udarbejdet.

Læs Danske fiskerihavne mod 2013, mål og temaer for en fælles indsats her

Læs Udviklingen i danske fiskerihavne 2001-2008 her

Læs Evalueringen af tilskudsordningen for fiskerihavne 2000-2009 her

Læs om FIUF ordningens fiskerihavneordning 2000-2007 her

Kontakt:
Sekretariatschef Tom Elmer Christensen E-mail tec@danskehavne.dk telefon: +45 3370 3256

 

Sidst opdateret: 24. maj 2011