Havne i dansk infrastruktur
Havnene er krumtapper i dansk infrastruktur. 75 procent af varemængderne i Danmarks udenrigshandel går gennem havnene. Op mod en tredjedel af alle lastbilture i Danmark begynder eller slutter i en havn. 45 millioner passagerer går hvert år fra borde eller ombord på en færge i en dansk havn.
Derfor er havnene af afgørende betydning for økonomi, forsyningssikkerhed og transport. Og derfor er det så vigtigt, at havnene hænger godt sammen med veje og jernbaner.
Kajer, sejlløb, kraner mv. er havnens egen opgave. Veje og jernbaner er statens og kommunernes opgave, og en årrækkes forsømmelser er nu heldigvis afløst af handling.
I januar 2009 indgik et bredt flertal i Folketinget transportforliget, ”En Grøn Transportpolitik. Forliget markerer et skift i dansk transportpolitik, for investeringer i infrastruktur til godstransport behandles selvstændigt. Veje og baner til havne bærer i høj grad forligets afsnit om godstransport. Havne nævnes specifikt som indsatsområde for dansk transportpolitik i de kommende år.
Mere end 1,6 mia. kr. blev afsat til en række konkrete projekter og puljer, der skal styrke forbindelserne til havnene. Se disse projekter og puljer til havne her
Bedre forbindelser til havnene betyder at mere gods lettere kan gå ad søvejen. Derved aflastes vejene for længere lastbilture og det betyder mindre trængsel, færre uheld og mindre vejslid.
Desuden er søfart er den relativt set mest klimavenlige transportform pr transporteret tons gods. Når mere gods går ad søvejen, spares der altså store mængder CO2.
Havnene har med transportforliget fået en statslig ramme, som også vil betyde flere kommunale investeringer, og som kan anvendes til ansøgninger om EU-støtte. ”En grøn transportpolitik” er en vigtig milepæl for den danske havnesektor.
Som led i at udmønte "En grøn transportpolitik" indgik Folketinget i december 2009 en trafikaftale under Finansloven for 2010. Her blev der yderligere prioriteret en række havnerelevante projekter, ligesom nogle af puljerne fra transportforliget gav penge til infrastruktur i havnes bagland.
Læs trafikaftalen her
Flere havne har imidlertid behov for opgraderinger af statsveje i deres bagland. Danske Havne vil arbejde for, at der også bevilges penge til disse veje.
Havne med behov for opgraderinger eller nyanlæg af kommunale veje i deres bagland skal desuden have mulighed for få statslig støtte fra en pulje.
Det er ikke rimeligt, at den enkelte havnekommune står alene med udgifter fra en havnerelateret trafik, der er af regional/national betydning. Her bør staten bidrage med en mindre del, ligesom den allerede har gjort det for visse kommunale veje med tilknytning til havne (Århus, Odense, Helsingør og Rønne).
Danske Havne ser frem til at Folketingets prioritering af havne som indsatsområde for dansk infrastruktur føres ud i livet over de kommende år.
Sidst opdateret: 05. juli 2010