Høring om regler for ansøgning af FIUF-midler
Ændring af bekendtgørelse 1114 om FIUF tilskud.
Direktoratet for FødevareErhverv har med mail af 30. november bedt Danske Havne forholde sig til ændringer af bekendtgørelse om betingelser for tilskud til investeringer i fiskerihavnes faciliteter.
Danske Havne vil gerne indledningsvis udtrykke anerkendelse af Direktoratets imødekommenhed og vilje til at ændre tidsfrister for behandling af projekter, samt sikre hurtig afklaring af udestående spørgsmål ved besøg i havne, der p.t. har indsendt ansøgninger.
Den gældende støtteordning udløber pr. 31. december 2006 og bevilgede projekter skal være afviklet og regninger indsendt senest 1. oktober 2007. Støtteordningen afløses af Fiskeriprogram 2007 – 2013, hvor der i foråret 2006 skal udformes regler for ansøgning af projekter. Det vides endnu ikke, om ubrugte midler fra den nuværende støtteordning kan overføres til Fiskeriprogrammet.
I forhold til den relativt korte periode støtteprogrammet endnu løber foreslår direktoratet ret omfattende ændringer. Danske Havne finder det naturligt at diskuterer disse ændringer ved udformning af det kommende program og ser gerne, at der ændres mindst muligt i de nugældende regler, som er kendt af havnene.
På den baggrund kan Danske Havne støtte:
o At den årlige frist 1. marts ophæves ved at ændre §4, stk. 2, så ansøgninger kan behandles efterhånden som de modtages.
o At der beskrives en prioritering af de tilskudsberettigede støtteområder, jf. § 4, stk. 1. Danske Havne anbefaler dog, at den ret omfattende ændring i prioriteringerne afventer en grundigere debat om udviklingsmuligheder og perspektiver for danske fiskerihavne end en 8 dages høringsfrist kan berettige. Dels arbejder fiskerihavnene p.t. med fremtidsperspektiver og konkurrencebetingelser i Danske Havnes igangværende projekt. Flere udviklingsmuligheder er fremkommet som resultat af denne analyse og havnenes egne analyser, som bør være en del af en dansk og europæisk prioritering.
Tilsyneladende betyder den foreslåede ændring i prioriteringen, særlig i prioritet 1, at landing af pelagiske fangster og industrifisk får en lavere prioritering, hvad der næppe er tilsigtet.
Danske Havne skal derfor foreslå, at prioriteringen i den gældende bekendtgørelse opretholdes, og at DFFE og Danske Havne straks i det nye år indleder drøftelser om prioriteringer, der tilgodeser danske strategiske styrkepositioner og underbygger den netop indgåede fiskeriaftale samt EU's fiskeriaftaler.
o At der indsættes en § 6a med ordlyd som foreslået.
o At det af teksten i §1, stk. 2 fremgår, at projekter skal være afsluttet og afregnet senest 1. oktober 2007.
Den indsatte frist 1. juli 2006 er ufleksibel og mange mindre projekter vil kunne gennemføres på 1-2 måneder i slutningen af 2006. Der er ingen grund til ikke at lade sådanne projekter opnå støtte.
Danske Havne har allerede og vil i det kommende halvår informere jævnligt om tidsfrister og betingelser for støtte for at følge op på aftalen ved mødet 17. november i Direktoratet.
o At projektansøgningen skal vedlægges en havneudviklingsplan og en forretningsplan for den pågældende facilitet eller aktivitet.
I forslaget til §4, stk. 2 nævnes, at der også skal redegøres for havnens udviklingsmuligheder set i relation til andre fiskerihavne i Danmark. Danske Havne foreslår, at denne udvidelse af redegørelseskravet afventer diskussionen af de nye retningslinier for Fiskeriprogrammet, da den enkelte havn ikke kan vide hvilke strategiske overvejelser konkurrerende havne har, og at det først og fremmest må være den enkelte havn, der redegør for de muligheder støtteprojektet giver. Det er jo også den enkelte havn, der risikerer egeninvesteringen på 50 %.