Høringssvar til ændring af råstofloven

Nye regler for gravning af sten og grus fra havbunden kan blive dyre for havne

Danske Havnes bemærkninger til lovforslag om råstoffer

Forslag til lov om råstoffer skal sikre natur og miljø. Samtidig skal det sikre Staten en betydelig indtægt og sikre, at reglerne er i overensstemmelse med EU-regler om konkurrence.

 

Danske Havne savner en mere grundig afvejning af de interesser og hensyn, der knytter sig til indvinding af råstoffer fra havbunden.

 

For det første: De danske erhvervshavne er i gang med eller planlægger udvidelse af havnearealer med netto 25 % eller mere end 5 mio. kvadratmeter inden 2015. Dertil kommer opfyldning af utidssvarende bassiner. Begge opgaver vil kræve betydelige mængder grus og sten, der typisk hentes til søs. Det kræver adgang til indvindingsfelter nær havnene.

 

Miljøministeriet ville i det tidligere lovforslag L161 undersøge og udlægge sådanne indvindingsfelter. Men det fremsendte lovforslag begrænser Miljøministeriets tilbud om at sikre tilstrækkelige felter , hvor udvinding kan ske i fri konkurrence og nær havne med store anlægsprojekter. Desuden vil Miljøministeriet ikke selv stå for miljøvurdering af de fælles felter. De udgifter kommer havnene nu selv til at betale.

 

Desuden vil de foreslåede vederlag (afgifter) gøre et større udvidelsesprojekt med 200.000 kubikmeter ca. 2 mio. kr. dyrere. Det er en ensidig fordyrelse af søtransport i forhold til vejtransport.

 

For det andet: Betingelserne for ralsugnings-industrien burde også være afvejet. Mange havne udlejer arealer til ralsugere, hvor de oplagrer og sorterer sømaterialerne. Med de stærkt stigende ralmængder på havnene er det nu muligt at få økonomi i at sejle materialerne videre til en havn nær det sted, hvor materialerne skal anvendes. Derved begrænses landevejstransporten og den mere klimavenlige søtransport fremmes. Konsekvenser af lovforslagets vederlag (afgift) for ralsugning i forhold til økonomi for grusgravning på land er slet ikke vurderet.

 

For ralindustrien og havnene har det også betydning, at havne normalt indgår lange forretningsaftaler med lejere. Men de virksomheder, der nu forestår indvinding kan vanskeligt indgå længere aftaler end de tre år, som indvindingsretten tillader. For havnene bliver lejeaftalerne mere usikre, lejen bliver derfor højere, og dermed også prisen på byggematerialer.

 

For det tredje: Tidshorisonten for udnyttelse af et felt burde være sammenholdt med den tid, det tager at planlægge og få de nødvendige tilladelser til f.eks. et havneudvidelsesprojekt.

 

Med de nye regler om udbud af indvindingsområder kan en privat operatør få et meget tidligt kendskab til et kommende havneprojekt og sikre sig rettigheder til nærtliggende indvindingsområder for pågældende havn. Det vil føre til højere priser pr kubikmeter.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Tom Elmer Christensen

Sekretariatschef

Danske Havne