Uddannelseskrav på deponeringsanlæg
Uddannelseskravene til ansatte, der har ansvar for sedimentdepoter, er skudt langt over målet
Danske Havne konstaterer, at der med det foreliggende udkast udelukkende er tale om en gennemførelse af EU's regler om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Danske Havne skal beklage, at man ikke samtidig benytter lejligheden til at tilpasse uddannelsen til de opgaver, der skal varetages på sedimentdepoter.
Danske Havne er fortsat af den opfattelse, at uddannelseskravene er helt ude af trit med de aktiviteter, der finder sted på spulefelterne. De opgaver, der varetages på et sedimentdepot er væsensforskelligt fra de opgaver, der varetages på en losseplads. F.eks. er der tale om ensartet materiale, der er kun aktivitet med års mellemrum, der er en entreprenør, der spuler sedimentet ind, spulefelter anlægges uden membran og perkolatopsamling etc. Uddannelsen skal derfor være tilpasset den opgave, der skal varetages.
Det er Danske Havnes opfattelse, at deponeringsdirektivet ikke stiller konkrete uddannelseskrav, men udelukkende lægger op til, at driftslederen skal være teknisk kompetent til at lede anlægget. At man i Danmark har valgt at gå videre med en uddannelsesbekendtgørelse er frivilligt, og derfor vil det ikke være i strid med EU-lovgivningen, hvis Miljøstyrelsen vælger at undtage spulefelternes personale fra uddannelseskravet.
I de seneste års diskussion af sedimenthåndtering, er det Danske Havnes opfattelse, at der har været enighed mellem Miljøstyrelsen og Danske Havne om, at uddannelseskravet udelukkende skal omfatte driftslederen for alle sedimentdepoter. Miljøstyrelsen har også tidligere fremsat forslag om, at det skulle være tilfældet for depoter, der anlægges med yderligere reducerede krav. Dette ses intetsteds af det foreliggende udkast at være tilfældet.
Danske Havne finder det meningsløst, at driftsansvarlige på sedimentdepoter skal gennemgå den fulde 10 dages uddannelse på et AMUcenter eller lignende. Vi er opmærksomme på, at det ikke er noget krav for prøveaflæggelse at have fulgt undervisningen – men prøverne må forventes at basere sig på uddannelses indhold, hvor det som sagt er vanskeligt at få øje på relevansen. Danske Havne har derfor tidligere fremsendt forslag til en målrettet uddannelse for havnenes personale.
Hvis det fastholdes, at havnens ansatte skal gennemgå kurset, bør det af bekendtgørelsen fremgå, at der kan være en tilsynsførende for flere sedimentdepoter, som alene har den krævede uddannelse, sådanne at ikke alle havne skal have medarbejdere med de krævede uddannelsesbeviser.
Danske Havne skal opfordre til, at Miljøstyrelsen undtager sedimentdepoter fra uddannelseskravene.
Med venlig hilsen
Nete Herskind