Vedr. ændring af tekniske forskrifter om havnestats-kontrol og trafikovervågning (SafeSeaNet)

Det nye elektroniske indberetningssystem, SafeSeaNet, træder i kraft 20. november. Danske Havne håber på en smidig overgang og en udvidet undtagelse af skibe i fast rutefart.

Danske Havne er tilfredse med, at Søfartsstyrelsen og Søværnets Operative Kommando arbejder med at begrænse de forskellige indberetninger og dermed de administrative byrder, som er pålagt de maritime erhverv.

Vi håber, SafeSeaNet kan danne udgangspunkt for at minimere de indberetninger, som havne og andre af sektorens aktører er pålagt via forskellige regelsæt og af en lang række myndigheder. Indberetningerne er ofte de samme oplysninger til flere myndigheder i forskellige systemer.  

Der har tidligere været et forsøg på at lave et fælles, men lukket indberetningssystem PortNet, hvor oplysningerne kun skulle indberettes én gang og til én database. Det projekt kuldsejlede imidlertid i 2006.

Efterfølgende etableredes SafeSeaNet, der imidlertid kun omfatter oplysninger om farligt gods ved anløb af danske havne.

En fælles indgang og fælles dataindberetning, som alle offentlige myndigheder kan trække oplysninger fra, vil fortsat være ønskelig. Det kan ske som en udbygning af SafeSeaNet.

Vi håber desuden, at man vil arbejde på at gøre adgangen til SafeSeaNet-systemet lettere og mere brugervenlig end i dag.

Endvidere håber vi ikke, at den forholdsvis korte frist for overgangen til SafeSeaNet vil give anledning til problemer, men i fald der måtte være sådanne, at Søfartstyrelsen og SOK er opmærksomme på, at havnene har haft forholdsvis kort tid til at omstille sig til det ny system.

Mere specifikt til ændringerne af de to tekniske forskrifter har Danske Havne kun én væsentlig indvending.

I forhold til den foreslåede §6, stk. 3 om at undtagelse fra meldepligten kun kan gives til skibe i fast rutefart, hvor overfartstiden er mindre end 12 timer, vil dette ramme en del havne med international rutetrafik (container-, ro-ro- og ro-pax-trafik), bl.a. Esbjerg, Fredericia, Hanstholm, Århus og København.

Det bemærkes, at problemet er dobbelt, idet det også rammer de pågældende rederier.

De fleste af de relevante ruter har en overfartstid, der kun ligger umiddelbart over de 12 timer. En forlængelse af fristen til 18 timer eller 24 timer vil derfor løse størstedelen af problemet.