Grønne Erhvervshavne

Læs Danske Havnes nye rapport om havnenes indsats på klimaområdet

Helsingør fra luften. Nordhavnen. 02-07-2015
Helsingør fra luften. Nordhavnen. 02-07-2015

Benny Carlsen, havnechef i Helsingør Havne, præsenterer Ugens Havn

Benny Carlsen

Billedet viser Benny Carlsen,
havnechef, Helsingør Havne

Benny Carlsen, havnechef i Helsingør Havne, præsenterer Ugens Havn. Hør mere om, hvordan det er at drive en havn med over 1 mio. besøgende og om, at se sin nye traktor til 1 mio. kr. køre ud i havnen. Om arbejdet med at lancere ”Servicehavn Helsingør”, der ud fra de succesfulde klynger i Fyn og Nordjylland, skal tiltrække nogle af de 32.000 skibe, der passerer Helsingør Havn hvert år.

Hvad laver du i Helsingør Havne – hvad er dit ansvarsområde?

Jeg er havnechef i Helsingør Havne, som er en lidt sammensat størrelse. Vi består af Helsingør Havn, som er en selvstyrehavn, med en omsætning på ca. 12 mio. kr. og så Nordhavnen, der er en kommunal lystbådehavn med ca. 1.000 bådpladser og med en omsætning på ca. 13 mio. kr. Vi kører selvfølgelig separate regnskaber. Vi er alt i alt 14 medarbejdere, der alle er ansat i Nordhavnen, bortset fra mig, som er ansat på halv tid i begge havne samt en assistent, der er fuldtidsansat i Helsingør Havn.

Hvad gør dit job allerbedst?

Jeg er fyldt 68, men det er stadig rigtigt interessant at være her. Den synergi, som vi har arbejdet på i flere år har nu vist sig, idet havnebestyrelsen (som også er kommunens økonomiudvalg) nu også er politisk udvalg for Nordhavnen. Det giver mere sammenhæng mellem de to havne. Et af resultaterne er, at Nordhavnen er i gang med et renoveringsprojekt til 34. mio.kr., hvor vi også bygger en havnepromenade, som skal være færdig i foråret 2016. Det vil skabe bedre sammenhæng mellem Nordhavnen og Kulturhavn Kronborg, som i årene 2007 til 2013 blev renoveret for over 1 mia. kr.

Det er jo alle de ting, jeg har været med til at planlægge siden 2006, og derfor er det vældig interessant at være med til at gøre det færdigt, men det bliver nu alligevel ikke så nemt at komme herfra. Jeg har jo boet i en tjenestebolig lige midt på havnen i snart 25 år.

Det, der inspirerer mig allermest, er den fantastiske måde medarbejderne og arbejdspladsen fungerer på. Jeg må gentagne gange undre mig over, hvor forskellige vi er, og hvor store krav der stilles til kommunikationen, men fakta er, at vi har haft stor succes med de store omlægninger af arbejdsopgaverne, der er sket på havnene siden åbningen af Kulturhavnen har fundet sted.

Hvad var den sidste succes, I havde på havnen?

Den nordlige del af færgehavnen er blevet en kulturhavn, som har fået en enorm succes. Alene på Kulturhavn Kronborg har vi over en million gæster om året – turister og lokale. Og alle mulige foreninger og virksomheder står i kø sammen med de store kulturelle arrangører. Succesen har gjort, at vi har lidt svært ved at følge med på sekretariatssiden, så vi kører foreløbig med en midlertidig assistance. Samtidig er færgeoverfarten igen på vej op efter den økonomiske nedtur, hvilket giver anledning til optimisme. Ombygningen og renoveringen af Nordhavnen har også vist sig at gå efter planen, og økonomien ser foreløbig også ud til at holde.

Hvornår skete der sidst noget virkeligt uventet?

Det mest overraskende var vist i foråret, da vores næsten nye traktor, til omkring en mio. kr., besluttede ikke at ville bremse og derfor fortsatte i havnen på 2,5 m vand. Det har også overrasket mig, at det tager så meget tid at bruge 34 mio. kr. på renoveringen af Nordhavnen, som kræver mange byggemøder. Dette, sammen med den daglige drift af en lystbådehavn og færgehavn gør, at jeg aldrig finder tid til at kede mig, men det har jeg for resten heller ikke lyst til.

Hvad er din forventning til fremtiden i forhold til Helsingør Havn?

Helsingør Havn har indtil for nogle år siden været lidt usynlig rent erhvervsmæssigt. Færgetrafikken har, sammen med den store ombygning, krævet det meste af energien. Men havnebestyrelsen har besluttet, at vi skal være meget mere synlige for erhvervslivet. Vi er derfor gået i luften i marts 2015 med ”Servicehavn Helsingør”, hvor vi prøver at få fat i en del af de 32.000 skibe, der passerer havnen inden for én sømil hvert år. Jeg synes, vi har nogle rigtig gode konkurrence parametre.

Vi har en times kørsel med direkte tog til Kastrup tre gange i timen. Vi har Danmarks bedste ankerplads med + 20 m vanddybde kun 5 min. sejlads fra havnen, og vi har mere end 100 maritime virksomheder inden for en afstand på 50 km. Vi undersøger lige nu mulighederne for også at etablere en bunker facilitet. Alt sammen noget der gør anløb af Servicehavn Helsingør mere interessant. Herudover har vi sat Nordsjællands Maritime Klynge i søen sammen med Hundested, Gilleleje og Helsingør havne og ikke mindst kommunernes erhvervsafdelinger. Europas Maritime Center er tovholder og har foreløbig fået en bevilling til et forsøgsprojekt af 1 års varighed.  Klyngen hedder ”Maritime Cluster Copenhagen North”. Modellen er selvfølgelig Nordjyllands og Fyns klynger, som har stor succes med at tiltrække og udvikle virksomheder og arbejdspladser. I servicehavn Helsingør har vi omkring 20 partnere og i Klyngesamarbejdet er der pt. omkring 75 virksomheder fordelt over hele Nordsjælland.

Havnebestyrelsen har også ønsket at igangsætte en undersøgelse om mulighederne for at begrænse bølgeuroen i havnen, som kan være meget urolig under sydlige og østlige vindforhold. Samtidig undersøges også mulighederne for at etablere en udvendig krydstogtkaj. Vi har jo en undersøgelse fra 2012 som konkluderer, at vi kan have omkring 30.000 krydstogtgæster allerede i midten af 2020-erne, hvis vi etablerer en udvendig kaj til skibene. Lige nu intensiverer vi markedsføringen af krydstogtskibe, specielt til segmentet ekspeditionsskibe, da vi kan modtage skibe op til 150 m. længde langs Kongekajen, som ligger ca. 200 m fra bycentrum.Vi arbejder stadig stærkt på at få Queen Mary 2 tilbage. Hun kom flere år i træk, hvor vi tog 2.500 gæster ind på to timer med tendere. Det ville være herligt, hvis disse anløb blev genoptaget, for det var en fantastisk markedsføring for såvel havn som by.

Fakta om Helsingør Havne (seneste tal)
Størrelse (m2) ca. 300.000
Omsætning: i alt ca. 25 mio. kr.(HSH 12 og NH13)
Godsomsætning: ca. 800.000 ton (lastbiler)
Færgeforbindelse/passagerer: hh + sb = 1.409.977
Vigtigste erhverv på havnen: færgedrift
Hvor mange virksomheder er etableret på havnen:

8 på Nordhavnen. Kun færgerederier på Helsingør Havn.
Vigtigste institutioner på Kulturhavnen: Kronborg, Museet for Søfart og Kulturværftet, som også indeholder hovedbibliotek.
Antal anløb i 2014: hh sb = 8.616

http://www.helsingor-havne.helsingor.dk/

Helsingør fra luften. Nordhavnen. 02-07-2015

Billede af Benny Carlsen kan hentes her.
Billede af Helsingør Havne kan hentes her.

Kildeangivelse: Helsingør Havne.

Læs flere nyheder fra Danske Havne her.

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen