Grønne Erhvervshavne

Læs Danske Havnes nye rapport om havnenes indsats på klimaområdet

graf godsomsætning 2017, 1

De netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser et svagt fald på 1,3 pct. i godsomsætningen på de danske havne i 2017 sammenlignet med 2016. I 2017 blev der håndteret 94,6 mio. ton gods mod 95,8 mio. ton gods i 2016. I Danske Havnes medlemskreds kan der dog noteres en svag fremgang for 2017 på knapt 1,7 pct. i forhold til 2016.

Siden 2012 har den årlige godsomsætning i de danske havne været i fremgang med en gennemsnitlig årlig vækstrate på knapt 2 pct. Dette blev der dog sat en stopper for i 2017, afslører de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Godsomsætningen i de danske havne faldt med 1,27 mio. ton i 2017, svarende til et fald på 1,3 pct. Faldet i den samlede godsomsætning er drevet af et fald i fragtgodsomsætningen på knapt 3 mio. tons, men faldet dæmpes dog af en samlet stigning i færgegodsomsætningen på ca. 2 mio. tons.

På trods af et samlet fald i godsomsætningen, er der generelt aktivitetsmæssig fremgang i omsætningen af de godstyper som stykgods og containere samt færgegods.
Stykgodsomsætningen er overordnet steget med 34 pct. i forhold til 2016 – herunder er omsætningen af træ i sig selv fordoblet og der er således sket en stigning på hele 111 pct. sammenlignet med 2016.

På færgegodsområdet viser tallene, at flere og flere vælger at bruge de danske færger. Omsætningen af færgegods steg med 7 pct. i forhold til 2016.
Siden 2014 er den samlede omsætning af færgegods steget med hele 15 pct., og meget tyder på, at væksten vil fortsætte de kommende år, hvilket både er til gavn for de danske havne og for turismen i landet.

I modsætning hertil kan der noteres et relativt store fald i omsætningen på godstyper som kul og mineralske olieprodukter, hvilket blandt andet går ud over aktivitetsniveauet i flere af privathavnene. Dog er omsætningen af råolie igen stigende, efter et markant fald i 2016.

Fremgang blandt Danske Havnes medlemmer

Trods et generelt fald i godsomsætningen på de danske havne, oplever medlemmer af Danske Havne fremgang. Blandt Danske Havnes medlemmer, blev godsomsætningen i 2017 øget med knapt 1,7 pct. i forhold til 2016.

 

Den generelle udvikling i godsomsætningen og de underordnede godstyper, kommer også til udtryk blandt medlemshavnene. Godstyper af typisk høj værdi, såsom container- og stykgods, udviser også positive omsætningsvækstrater blandt medlemmerne.
Omsætningen af containergods er fra 2016 til 2017 steget med 8 pct. Aalborg Havn A/S har i netop 2017 omsat det højeste niveau af containergods i havnens historie, mens også Aarhus Havn opnår en containergodsomsætning, der er på højeste niveau nogensinde (med undtagelse af omsætningen i  2007).

2017 har generelt været et godt år for godsomsætningen blandt Danske Havnes medlemmer. Flere havne har i netop 2017 oplevet godsomsætningsrekorder. Dette gælder blandt andet havnene i Hirtshals, Thyborøn, og Kolding. Godsmængderne er altså stadig langt fra niveauet før finanskrisen, men det går langsomt fremad. Og tons er ikke ubetinget lig med forretning. Flere forretningsområder vækster, der ikke er tunge i tons. Det gælder f.eks. krydstogt, men også installation af havvindeparker er et forretningsområde, som ikke batter noget i tons – men som forretningsområder for havnene er de begge interessante.

Danmarks Statistik opdaterer tallene for 1. kvartal 2018 d. 15.06.18. Danske Havne følger udviklingen.

For mere information kontakt Malene Baureis Hansen på mbh@danskehavne.dk eller Sofie Gravers Jacobsen på sgj@danskehavne.dk

 

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen