Grønne Erhvervshavne

Læs Danske Havnes nye rapport om havnenes indsats på klimaområdet

Flag Den Europæiske Union

Bruxelles. Den 25. januar 2016 var der afstemning om EU’s havneforordning i Europa-Parlamentets Transportudvalg. Dermed er et samlet Parlament klar til 1. behandling på plenarforsamling forventeligt i forsommeren 2016. Danske Havne har fulgt behandlingen i Parlamentet nøje og støtter det store arbejde med at tilpasse Kommissionens forslag til virkeligheden samt fjerne EU-bagdøre for at regulere i kommercielle markedsforhold.

Fair konkurrence og transparens

Nøgleordene i havneforordningen er til at føle på. Fair konkurrence for havne, serviceudbydere og havnearbejdere i forhold til markedsadgang samt kontrol med at regler overholdes. Transparens i forhold til økonomi (statsstøtte/offentlige midler, afgifter/forretningsvilkår og organisation af havneaktiviteter).

Mange kalder det fortsat en havnepakke, selvom konkrete regler for ansattes rettigheder og statsstøtte er taget ud af forslaget. Læren fra to tidligere forsøg med at få vedtaget en havneforordning har været, at det er umuligt at svejse generelle vilkår for havne sammen med udbuds- og efterspørgselsrelateret erhvervspolitik. I hvert fald ikke uden, at nogen kæmper imod. Denne havnepakke har fået den sociale del med, men er alene nævnt i forhold til politisk vilje. Ligeledes er der ønsker til retningslinjer for statsstøtte til havne, men ikke konkrete forslag. Havnepakken handler derfor konkret om organiseringen af konkrete services i havne i kombination med en åbenhed om havnes afgifter og vandtætte skodder mellem kommercielle aktiviteter og statsstøtte.

Ny lov rammer statsejerskab og monopoler

Danske Havne støtter synspunktet om mere transparens i organiseringen af havneservices. Den danske havnelov går længere end EU, som i første omgang blot ønsker at afsløre service, drevet af statsstøtte. Transparens bør gøre det muligt at opdage ikke-bæredygtige monopoler, der i stedet kan konkurrenceudsættes. Formålet med havneforordningen er netop at modernisere havneservices og skabe mere effektive havneoperationer.

Det vigtigste i Parlamentets arbejde har været at fjerne bagdøre for, at Kommissionen kan blande sig i havnes kommercielle forhold, at overlade overvågning og kontrol til nationale konkurrencemyndigheder og ikke til EU, samt at kræve offentligt tilgængelige forretningsvilkår/listepriser på havnes sites eller direkte kommunikation. Arealleje og -afgifter er ikke en del af havneforordningen. Havne- og skibsafgifter kan sættes frit af havnen og forhandles med kunde i overensstemmelse med aktivitet, frekvens m.m. Dog foreslås en vejledende rådgivning om mulige miljørabatter på skibsafgift.

Statsstøtte hæmmer fair konkurrence

Hønen og ægget. Parlamentet havde gerne set et konkret udspil fra Kommissionen med Margrethe Vestager som afsender om retningslinjer for statsstøtte til udviklingsprojekter i havne. Vestager har omvendt svaret tilbage, at retningslinjer for statsstøtte til havne er mere realistisk, hvis havneforordningen vedtages inklusiv krav til økonomisk transparens, da det vil give Kommissionen noget at arbejde videre med.

FAKTA: Procedure efter afstemning i Europa-Parlamentet den 25. januar 2016

Scenario 1: Parlamentets ordfører fik ikke mandat til forhandling med Rådet. Måske stemmes der igen om et mandat i februar, da det ellers vil forsinke processen med et halvt år eller mere og åbne en Pandoras æske af nye ændringsforslag. Parlamentets 1. behandling vil ske i juni 2016, men 2. behandling forsinkes 3 til 4 måneder til efteråret 2016, hvorefter der skal findes et kompromis med Rådet og Kommissionen. Forordningen er vedtaget.

Scenario 2: Hvis Parlamentets ordfører alligevel får mandat i februar til forhandling med Rådet. Kompromis med Rådet kan indgås. Bekræftet kompromis mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen ved 1. behandling i Parlamentets plenarsamling i juni/juli 2016. Forordningen er vedtaget.

Scenario 3: Ikke enighed om 2. behandling. Rådet sætter tidsfrist for forlig. Intet forlig betyder ingen havneforordning.

For mere information. Kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne, og læs flere nyheder fra Danske Havne her.

Flag Den Europæiske Union
Kilde: Den Europæiske Union

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen