Grønne Erhvervshavne

Læs Danske Havnes nye rapport om havnenes indsats på klimaområdet

Michael Baltzer, Næstved

Michael Baltzer, Næstved
Billedet viser Michael Baltzer, havnefoged, Næstved Havn

Om at have et benhårdt kundefokus, der bl.a. har betydet en udvikling af en helt ny type pallegaffel, så havnen kan optimere sin drift og services for kunderne, om påkrævet lodspligt, der kræver ekstra fokus på konkurrenceevne, om at have godsomsætningsstigning trods krisen og at stå sammen alle sammen på Næstved Havn.

Hvad er dit ansvarsområde på Næstved Havn

Jeg er ansat som havnefoged, det der svarer til teknisk chef. Mine ansvarsområder er bl.a., at jeg har fire mand under mig, der laver alt det praktiske – det der handler om at sørge for kraner, gummigeder, bobcatten, rengøring og at alt det materiel, der skal til for at drive en havn, er i orden.

Så har jeg en del opgaver her på kontoret, der handler om fakturering af skibe og udlejning af arealer på selve havneområdet.

Og så er jeg også selv ud at tilse. I øjeblikket er vi i gang med noget arbejde ude ved Pouls Vig, hvor vi er ved at etablere en 240 meter lang flydebro. Der skal rammes pæle ned, så det var jeg lige ude at tilse. Det har jeg en del erfaring med også fra mit tidligere job som havnefoged i Skælskør.

Hvad kan andre havne lære af Næstved Havn?

Næstved Havns beliggenhed gør, at vi skal være ekstra effektive, så vi kan konkurrere. Næstved Havn har en indsejling på 11,5 km i vores fjordrende og vores gravede kanal. Det kræver i sig selv en ekstraordinær udgift og er en udfordring, fordi der er påkrævet lods, når skibene skal anløbe Næstved Havn.

For at sikre en fortsat stigende godsmængde trods lavkonjunkturerne, så skal vi altså være ekstra skarpe på vores pris og på den service, vi leverer.

En af vores forcer er derfor også, at vi er rigtig gode til at udvikle og omstille os. Vi får nye produkter over kaj, og vi får udviklet de redskaber, der skal til for at yde den mest effektive og bedste service.

Vi har fx lige udviklet en ny type pallegaffel, som vi losser pallevarer med. Vi har speciallavet den, så den har en rotator – på den måde kan én kranfører losse et skib selv – fremfor at vi tidligere har været flere om det.

Det fungerer rigtig godt, når vi får folkene i marken med på at udvikle og forbedre vores service og maskiner, så vi hele tiden bliver bedre og bedre og dermed mere og mere konkurrencedygtige. På den måde er alle med på udviklingen, og så skal vi bare vise, at det her er det, vi kan i Næstved Havn.

Hvad gør dit job allerbedst?

Det er alsidigheden. Jeg har godt 30 km til arbejde hver dag – og det er sådan, at jeg på vej til arbejde tænker igennem, hvad jeg skal lave den dag, og hvad vores mål er. Så kommer jeg på arbejde, og så i løbet af dagen ændrer tingene sig rigtigt meget. Der kommer ting udefra, som vi er nødt til at løse samtidig med, jeg skal holde fast i, hvad mit fokus og mål for dagen er. Der er ikke en dag, der er den samme.

Hvad er dine forventninger for det kommende år i forhold til Næstved Havn?

Jeg har en forventning om, at vores godsomsætning skal stige igen i år, så vi kommer endnu højere op. Vi har fået nye godstyper ind, så det er en klar win-win. Det tegner lyst, som det ser ud nu.

Lige pt. arbejder vi på at losse big bags – altså hvor vi har 500-750 kg sække med gødning. Her er vi ved at udvikle et nyt hejseredskab, så vi kan køre med 8 sække ad gangen, når vi skal losse. Den er ved at blive fremstillet nu her. Så igen. Vi prøver at udvikle havnenes services og produkter, så vi kan være endnu mere effektive hele tiden.

Hvornår skete der sidst noget virkeligt uventet?

Vi har en bro i Karrebæksminde (Græshoppebroen) der for nyligt blev påsejlet. Det var ret uheldige omstændigheder, hvor et skib sejlede ind i ledeværkerne derude. Så der skal vi altså have helt nye ledeværker. Heldigvis holdt de gamle værker, så de holdt skibet væk fra selve broen, så de havde deres virkning, men det var i hvert fald ikke ventet!

Fakta om Næstved Havn:

  • Størrelse (m2): Næstved Havn: 150.000 m2
  • Karrebæksminde industrikaj: 4.500 m2
  • Karrebæksminde udlejningsareal: 303.400 m2.
  • Omsætning: 19-20 mio. kr.
  • Godsomsætning: 400.000 tons gods.
  • Fisk: Næstved Havn lejer et areal ud til en virksomhed, der ryger fisk.
  • Vigtigste erhverv på havnen: det er de alle sammen, men vi har bl.a. Tietze, Ardagh Glass, Næstved Sten og Grus, HedeDanmark og Reiling Glasrecycling.
  • Hvor mange virksomheder er etableret på havnen: 11 virksomheder
  • Anløb: 480, heraf ca. 366 med sømaterialer.
  • Havnens betydning for arbejdspladser: 792 (tal fra 2008)

 

Luftfoto Næstved Havn

Kilde: Næstved Havn

Download billede af Michael Baltzer her.
Download billede af Næstved Havn her.
Kilde: Næstved Havn

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen