Grønne Erhvervshavne

Læs Danske Havnes nye rapport om havnenes indsats på klimaområdet

miljoeprioritering-2016

Danske Havne har undersøgt havnenes miljøudfordringer. Mange knytter sig til by-havn relationen. Derfor er det håbet, at udmøntningen af den indgåede politiske aftale om planloven kan bidrage til brugbare løsninger og skabe større sikkerhed for både eksisterende og nye virksomheder og naboer.

Den 9. juni 2016 indgik regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en planlovsaftale. Den skal bidrage til ”Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet”. Danske Havne glæder sig over, at der er et bredt forlig om at modernisere planloven.

Glædeligt er det, at aftaleparterne er enige om større gennemsigtighed i reglerne og mindre bureaukrati. Det skal nu udmøntes i et lovforslag, og Danske Havne håber, at de gode takter holder frem til forventet ikrafttræden den 1. januar 2017. Det bliver et travlt efterår med at få planlovsaftalen konkretiseret.

Danske Havne håber, at udmøntningen kommer til at leve op til de aftalte undersøgelser men først og fremmest, at der bliver fundet nogle fornuftige rammer og en mere enkel planlov. Hvis relationen mellem by og havn kan forventningsafstemmes, og konflikter forebygges, så får produktionsvirksomheder beliggende på havne den nødvendige ro og stabilitet til at investere og udvikle sig.

Mere smidig planlov
Danske erhvervshavne er transportknudepunkter og erhvervsklynger. Mange industrivirksomheder er beliggende på havne med gode trafikale forbindelser og et godt erhvervsklima. De er vækstdrivere i mange kommuner.

En ny undersøgelse blandt miljøansvarlige i danske erhvervshavne viser de 10 væsentligste miljøudfordringer ved havnedriften (se tabel).

Helt i top kommer udfordringer som følge af støjpåvirkning fra aktiviteter og virksomheder på havneområdet. Det udfordres yderligere af den bynære beliggenhed og relationen til byen. I top 3 finder vi også udfordringer i forbindelse med havnens vedligehold og uddybning af vandvejene.

Mange havne har et aktivt forbyggende arbejde i forhold til både kunder og borgere. Alligevel må vi bare konstatere, at udfordringerne har det med at vende tilbage og kræve en indsats, enten fordi der ændres i forudsætninger f.eks. i forhold til naboer eller meget ofte, fordi ny lovgivning sætter nye krav.

Hensyn til virksomheder
Produktionsvirksomhederne er afgørende for vækst, udvikling og beskæftigelse i Danmark. Eksisterende virksomheder på havneområder, der får byen tættere på, kan opleve begrænsede udviklingsmuligheder. Tålegrænsen overfor støj, støv og lys er ikke så høj hos ejerne i de nye boliger som hos kollegaerne i nabovirksomheden.

Danske Havne er derfor positivt indstillet overfor, at kommuner i deres planlægning skal tage hensyn til produktionsvirksomhederne. Et udvalg skal blandt andet se på, om der er erhvervshavneområder, som fremover helt eller delvist skal være forbeholdt produktionsvirksomheder og derfor ikke kan omdannes til kontorarbejdspladser eller boliger. Et andet instrument kan være, at kommuner afgrænser områder omkring eksisterende produktionsvirksomheder, der skal friholdes for boliger, kontorer eller anden miljøfølsom anvendelse, så der bliver skabt en ”bufferzone”. Derudover skal det undersøges, om og hvordan kommunerne i deres planlægning af byomdannelse i eller omkring erhvervsarealer tager højde for alle relevante potentielle miljøkonflikter og ikke kun støj, som tilfældet er i dag.

Større synlighed af erhvervsaktiviteter gør, at naboer ikke bliver så overraskede over, at de bor nær en havn, og at virksomheder ikke får nye, uventede miljøkrav, hvis de får nye naboer. Målet er at give ro, skabe større investeringssikkerhed og udviklingsmuligheder for disse virksomheder. Det arbejde bidrager Danske Havne meget gerne til.

Ligestilling af veje
Aftaleparterne bag planlovsaftalen anderkender, at de maritime erhverv spiller en vigtig rolle for skabelse af vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor skal sektoren fortsat udvikles, så regeringen har nedsat et Vækstteam for Det Blå Danmark. Vækstteamet skal bl.a. foreslå initiativer for bedre at udnytte erhvervshavne som omdrejningspunkt for udvikling af de maritime klynger.

Politikerne har i planlovsaftalen allerede taget lidt mere hul på en af havnenes udfordringer, da de er blevet enige om at undersøge finansieringsmuligheder ved oprensnings- og vedligeholdelsesopgaver af havnebassiner og moleanlæg i forbindelse med havneudvidelser. Den undersøgelse glæder Danske Havne sig også til og bidrager naturligvis gerne.

Bragt i Teknik&Miljø – Stads- og havneingeniøren nr. 09, September 2016

Skrevet af Nete Herskind, sekretariatsleder og Bjarne Løf Henriksen, erhvervspolitisk konsulent Danske Havne

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen