Danske Havne er med i to af regeringens nye klimapartnerskaber

Onsdag deltog Tine Kirk Pedersen, der er direktør for brancheorganisationen Danske Havne, i det første møde om klimapartnerskaber med statsminister Mette Frederiksen på Marienborg. Det skete, fordi Danske Havne er inviteret med i to af regeringens nye klimapartnerskaber, nemlig partnerskabet for Det Blå Danmark og partnerskabet for landtransport.

Regeringen har – som størstedelen af Folketinget i øvrigt – en målsætning om, at Danmark skal nedbringe sin udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Regeringen har derfor indkaldt dele af erhvervslivet til at indgå i en række nye klimapartnerskaber, hvor erhvervslivet skal bidrage med løsningsforslag til, hvordan målsætningen kan blive en realitet. Regeringen indgår i alt 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, og det skal ende ud i nye planer for, hvordan vi kan reducere drivhusgasudledningerne.

”Det var en meget inspirerende dag på Marienborg med kickstart af partnerskaberne, og jeg glæder mig naturligvis over, at Danske Havne er relevant partner i hele to partnerskaber. Jeg glæder mig også over, at regeringen i den grad beder erhvervslivet om at bidrage til løsning af klimaudfordringen, og jeg hæfter mig særligt ved, at der lægges op til et meget bredt samarbejde. Jeg tror nemlig kun, at vi kommer i mål, hvis vi arbejder sammen og bidrager til fælles løsninger,” fortæller Tine Kirk Pedersen og fortsætter:

”I Danske Havne er vi i gang med at kortlægge, hvordan vi som samlet branche kan løfte vores del af opgaven. Det er en stor opgave, men havnene har allerede gang i flere projekter, der bidrager til emissions- og CO2-reduktion.”

På Danske Havnes strategiseminar sidst i november skal foreningen sætte den strategiske retning for havnenes bidrag og samtidig drøfte, hvordan man kan styrke vidensdelingen i eksisterende, grønne projekter. Derudover vil Danske Havne også udpege nye, fælles indsatsområder, så branchen samlet bidrager yderligere til det fælles mål for Danmark.

“Vi kommer til at tale konkrete projekter senere, men lige nu glæder jeg mig over det skib, som regeringen har sat i søen med klimapartnerskaberne, og vi er klar med vores bidrag til denne vigtige dagsorden” afslutter Tine Kirk Pedersen.

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen