Danske Havne med på lodsning

5 december, 2017 12:02

En tidlig morgen den 14. november er Bjørn B. Christiansen, direktør i Danske Havne og Eva Fiil Nielsen, PA/Policy Advisor i Danske Havne med på en lodsning fra Næstved Havn sammen med Formand for Danske Lodser, Lars Sigvardt.

Søren Olsen, Bådmand ved DanPilot hjælper Bjørn B. Christiansen fra borde af det norske fragtskib Lill og hen på lodsbåden efter en vellykket lodsning.

 

Lastet med træstammer ligger det norske skib Lill fra kaj Kl. 7.00. Solen står op mens Allan Larsen, Lods ved DanPilot, står ved roret og manøvrerer skibet ud af havnen og gennem fjordens smalle sejlrende mod broen ved Karrebæksminde.

 

Undervejs svarer skibets russiske kaptajn Alexander og Lars Sigvardt på Bjørn B. Christiansen og Eva Fiil Nielsens mange spørgsmål omkring de praktiske aspekter og ikke mindst, hvordan de politiske rammevilkår påvirker lodsområdet.

 

Det giver et enormt godt indblik at se, hvordan det fungerer i praksis. Én ting er at kende alle paragraffer i lodsloven, en anden ting er at forstå, hvordan en lods egentlig arbejder, og hvilken betydning funktionen har for både havn, skib og ikke mindst sejladssikkerheden, siger Bjørn B. Christiansen.

 

En bøje til afmærkning af sejlrenden har revet sig løs og befinder sig praktisk talt midt i sejlrenden, der i forvejen er smal for det 12 meter brede skib. Allan Larsen orienterer kaptajnen om problemet i god tid og stopper propellen for ikke at fange bøjelinen, mens det lykkedes ham at lade skibet glide forbi med meget kort afstand til bøjen.

 

Stemningen er intens og der bliver ikke mæglet et unødvendigt ord. Styrmanden hænger ude på siden af skibet for at filme med sin telefon som dokumentation, hvis der skulle ske noget. I dét øjeblik står det klart, at en væsentlig ting som lodsen bidrager med er den ro, der skal til for at håndtere den her type situationer. Der er ingen tvivl om værdien, af den professionalisme og erfaring som lodsen bidrager med, beretter Eva Fiil Nielsen.

 

Lodsbåden ankommer fra Vordingborg for at møde Lill, da skibet er sejlet under broen ved Karrebæksminde. Danske Havnes udsendte fik monteret redningsvest og fik en ekstra hånd til at komme ombord på lodsbåden.

 

Det er helt fantastisk, at der sker så få ulykker i den manøvre. Jeg havde forestillet mig, at lodsbåden blev fæstnet til skibet på en eller anden måde. Derfor overrasker det mig lidt, at der ikke er mere sikkerhedsudstyr til lodsen for at foretage skiftet fra skib til lodsbåd og omvendt. Det var et ret spændende øjeblik at tage skridtet over på lodsbåden. Jeg prøvede at lade være med at forestille mig hvad der kunne ske, hvis skibene gled bare en meter fra hinanden. Den manøvre kræver uden tvivl dygtigt mandskab hele vejen rundt, fortæller Eva Fiil Nielsen.

 

Danske Havne ser nærmere på lodsområdet i forbindelse med den kommende revision af lodsloven.

For mere information, kontakt Policy Advisor i Danske Havne, Eva Fiil Nielsen, på 6171 0706 eller på efn@danskehavne.dk

Se flere nyheder fra Danske Havne her

Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn