Tema: Vindeventyret går gennem de danske havne

Følg havnenes engagement i vindeventyret i dag og i fremtiden!

Vi er på tærsklen til maj, og coronakrisen er desværre stadig over os. Det føles næsten som en evighed, siden vi talte om andet end corona, og vi krydser fingre for, at vi snart kommer tilbage til en mere normal tid.

Mulig fremrykning af store investeringer
Den seneste måneds tid har der på Christiansborg blæst nye vinde. Der har nemlig været tale om, at man på grund af coronakrisen burde fremrykke mange af de kommunale og særligt statslige investeringer, der alligevel allerede er aftalt og lagt i budgetterne.

En vigtig del af disse er milliardinvesteringerne i de kommende, store havmølleparker, som Danske Havne naturligvis bakker fuldt ud op om, og havnene er klar til at være med, hvis processen skal speedes op.

Havvindmølleprojekter taler direkte ind i den grønne omstilling, så også af den grund er det meningsfyldt at se på muligheden for at fremrykke havvindmølleparker. Og havnene vil gerne yde deres beskedne bidrag, hvis det bliver aktuelt, så Danmark kan bevare sin position som førende inden for vindenergi. Det er selvfølgelig et område, vi følger meget interesserede med i.

Danske Havne har lanceret stort vindtema
Og når vi taler om vind, vil jeg også gerne benytte lejligheden til at reklamere lidt for vores aktuelle medietema om netop havvind.

For vindmøller spiller en stadig større rolle for både energi, vækst og arbejdspladser i de danske havne, og forretningsområdet vil vokse sig endnu større i fremtiden.

Derfor har vi her i april sat fokus på temaet under navnet ’Vindeventyret går gennem de danske havne.’ De første historier, blandt andet en analyse af potentialet i nye arbejdspladser i offshore-sektoren, er allerede ude, og vi arbejder også på en kortlægning af havnenes engagement i vindeventyret i dag, et overslag over omfanget af nødvendige havneinvesteringer og ikke mindst en række historier fra de havne, der allerede i dag opererer med havvind.

Danmark er blandt verdens absolut førende lande på vindenergi, og de danske havne spiller en nøglerolle i vindeventyret. Op imod halvdelen af vores medlemshavne opererer på den ene eller anden måde med vindenergi, og det vil vi fra Danske Havnes side sætte fokus på de kommende måneder. Vi håber, I vil følge med på vores nye temaside www.danskehavne.dk/tema-vind.

Årstid for havneregnskaber
I disse uger offentliggøres 2019-regnskaberne for de danske havne, og det, som vi indtil videre har set, ser ganske udmærket ud.

Det er selvfølgelig et godt tegn for både havnene og for branchen – og i øvrigt for landet – at regnskaberne ser gode ud, men det betyder ikke, at vi bare kan fortsætte som hidtil. Havnene er godt i gang med en stor transformation i særligt en grøn retning, og det kommer til at kræve investeringer i både havnene og i infrastrukturen omkring dem, hvis samfundet skal transformeres i en bæredygtig retning. Samtidig er vi ramt af en coronavirus, som kommer til at trække dybe økonomiske spor også blandt havnene, så fremtiden – også for havnene – er lige nu meget usikker.

At gøre politikere og andre relevante interessenter opmærksomme på det bliver et vigtigt arbejde for os den kommende tid, for næsten 80 procent af importen af varer til Danmark sker gennem havnene. Og blandt andet derfor er havnene en meget væsentlig del af den kritiske infrastruktur i Danmark.

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen