Esbjerg Havn skærper sit fokus på bæredygtighed

Esbjerg Havn har i årevis arbejdet med bæredygtighed. Nu vil havnen fokusere sit arbejde med bæredygtighed i en ny plan, som giver havnens aktiviteter fælles retning. ”Vi skal understøtte vores kunders indsats med at fremme en bæredygtig udvikling på bedst mulig vis, og strategien skal udstikke retningen for, hvordan vi vil gøre det,” siger salgsdirektør på Esbjerg Havn, Jesper Bank.
Effektiv og bæredygtig godstransport, grøn omstilling, samfundsøkonomisk bidrag, sikkert arbejdsmiljø og mindre klima- og miljøpåvirkning i forbindelse med havnerelaterede aktiviteter.

Der er masser at tage fat på som havn, når det handler om bæredygtighed. Og Esbjerg Havn har været i gang i mange år med en række forskellige projekter, ikke mindst i kraft af havnens position som verdens største udskibningshavn for havvind. Alligevel er der nu brug for at målrette arbejdet, forklarer salgsdirektør Jesper Bank.

”Vores ambition er at kunne begå os blandt de førende havne i verden – også når det kommer til bæredygtighed. Vi ønsker at understrege vores forpligtelse til fortsat at bidrage til en langsigtet og bæredygtig udvikling af vores kerneforretning – til gavn for vores kunder og samarbejdspartnere,” siger han.

Som en del af indsatsen ønsker havnen blandt andet at opnå en internationalt anerkendt miljøcertificering.

Tre fokusområder sætter retningen
Havnens indsatser falder inden for tre fokusområder. For det første skal havnens egen drift og administration være bæredygtig. Havnen får allerede sin strøm fra Horns Rev 2, ligesom der sker en omstilling af kørende materiel til el- og hybriddrift. Men arbejdet skal intensiveres. Det sker blandt andet gennem projektet ’Ren Havn’, hvor havnebassinerne bliver oprenset frem mod 2025 i samarbejde med Kystdirektoratet.

For det andet skal Esbjerg Havn skabe de bedst mulige rammer for de hundredvis af virksomheder og tusindvis af arbejdspladser, som er på havnen. For at understøtte den bæredygtige erhvervsudvikling, planlægger havnen bl.a. at indgå i udviklingsprojekter om anvendelsen af landstrøm og nye anvendelser af trafikdata til at reducere miljøbelastningen og øge trafiksikkerheden på havnen.

Det tredje og sidste indsatsområde er havnens forpligtelse på at sikre bæredygtig infrastruktur. Her har Esbjerg Havn bl.a. anlagt en ny kombiterminal, som giver nye muligheder for at flytte transport fra vejene til jernbanen.

”Terminalen er et godt eksempel på, hvordan vi kan gøre en forskel på flere niveauer. For vores kunder bliver logistikken nemmere samtidig med, at vi som samfund omstiller os mod mere bæredygtige logistikløsninger,” siger Jesper Bank og supplerer:

”Vi har et ansvar for at bidrage, men vi kan også se, at bæredygtighed bliver et konkurrenceparameter i fremtiden – for virksomhederne på havnen og for os som havn.”

Partnerskaber er nøglen til varig værdi
Ifølge Jesper Bank er det forstærkede fokus også et signal om, at Esbjerg Havn ønsker at deltage i og præge det arbejde om bæredygtighed, som foregår både nationalt og internationalt.

”Vi har et ansvar for aktivt at søge at etablere dialog nationalt om internationalt om, hvordan vi udvikler fremtidens infrastruktur på bæredygtig vis,” siger han.

FN’s verdensmål er en god ramme for den dialog, mener Jesper Bank. Med verdensmålene, som blev lanceret i 2016, spiller det private erhvervsliv for første gang en eksplicit rolle. Og det giver virksomheder på tværs af hele forsyningskæden et nyt og fælles sprog for at arbejde med bæredygtighed.

Flere af målene er relevante for Esbjerg Havns aktiviteter, forklarer Jesper Bank. Det måske allervigtigste er dog, ifølge Jesper Bank, mål nummer 17: Partnerskaber for handling.

”Det giver sig selv, at ingen kan lykkes med det her alene. Og særligt for os som havn skal vi indgå i de rigtige samarbejder for at finde de bedste løsninger,” siger han.

Det gælder for eksempel i forhold til nye forretningsområder såsom cirkulær økonomi og dagsordener som energilagring, hvor nye markeder og behov kan opstå på sigt.

”Partnerskaberne er nøglen til at skabe den varige værdi på den lange bane. Der er ingen quick fixes, når det handler om infrastruktur. Derfor er det så afgørende, at vi finder fælles fodslag på tværs af både industrier og sektorer, hvis vi for alvor skal rykke på den lange bane,” siger Jesper Bank.

Arbejdet er skudt i gang
Det intensiverede fokus på bæredygtighed skal munde ud i en strategi for bæredygtighed.

For at understøtte processen har havnen udnævnt en såkaldt HSEQ-manager, som har fået fremdriftsansvaret for arbejdet. HSEQ står for Health, Safety, Environment og Quality. Medarbejderens første opgave bliver at få struktureret og systematiseret alle havnens målinger på bæredygtighedsområdet.

”Det er essentielt med målinger, fordi de giver os et benchmark at udarbejde målsætninger og ambitioner ud fra. Det kan bidrage til at fokusere vores indsats fremadrettet,” siger Jesper Bank.

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen