EU-forhandlinger om nye regler for aflevering af affald til havnene

19 oktober, 2018 12:21

Der er nye affaldsregler på vej til alle havne i EU. Der forhandles lige nu et nyt direktiv for modtagefaciliteter. Danske Havne har fulgt forhandlingerne tæt og afgivet høringssvar til Miljøstyrelsen. Vi har også informeret ESPO og den danske repræsentation i Bruxelles om Danske Havnes holdninger på området.

Den seneste udvikling i forhandlingerne om direktivet for modtagefaciliteter er i korte træk:

Kompromisforslag før afstemning i TRAN

ESPO har bedt om Danske Havnes holdning til 2 kompromisforslag i forbindelse med forhandlingerne i EU’s Transport og Turisme komité (TRAN).

  1. Der skal ikke være grænser for mængderne af affald, som skibene kan aflevere i havnen
  2. Farligt affald skal afleveres under ”no special fee”, men skibsafgifterne kan så differentieres efter hvor meget og hvilke typer farligt affald der afleveres.

 

Danske Havnes svar:

A.     Grænser på mængder af affald

Danske Havne mener, at der bør være begrænsninger på mængden af affald, for at undgå ”affalds turisme”. Det bør kun være muligt at aflevere den mængde affald, der er blevet genereret siden den seneste havn, så man undgår uhensigtsmæssige mængder af affald leveret i enkelte havne.

Danske Havne mener, at en af konsekvenserne af ikke at have grænser for mængderne af affald, kan være anselige utilsigtede økonomiske effekter i enkelte havne.

B.     Farligt affald under ”no special fee”

Danske Havne mener, at et 100% indirekte gebyr for affald bør inkludere Annex V affald (plastik, mad osv.).
Det bør dog ikke indeholde farligt affald, scrubberaffald og lastrester.

Danske Havne mener, at et kompromis med farligt affald under det ”no special fee”, med mulighed for at havnene kan differentiere gebyrerne, vil medføre yderligere uønskede administrationsomkostninger for havnene. En 100% indirekte gebyrregulering bør være nem at operere med, så det ikke bliver en administrativ byrde for de havne der er berørt.

Danske Havne foreslår, at farligt affald ikke er inkluderet i direktivet. Men, hvis en sådan løsning ikke kan findes, så er det bedre at forhandle differentierede priser for farligt affald.

I kan læse hele Danske Havnes svar her.

 

Udfaldet af afstemningen i Parlamentets TRAN Udvalg

Den positive først

”No special fee” skal dække de mængder der normalt bliver genereret fra seneste havn i forhold til typen og størrelsen på skibet.

De mindre positive nyheder

Farligt affald skal under ”no special fee”. Afgifterne kan dog differentieres med hensyn til bl.a. skibets kategori, type og størrelse samt efter typen af farligt affald og ydelser udført uden for normale driftstider i havnen.

Grønne rabatter er obligatoriske. Ydermere, så foreslås det, at affald fra skibsreparationer og platforme kommer under direktivets rammer.

Hvad sker der nu?

Der er planlagt forhandlingsmøder mellem parlamentet og ministerrådet til november.

Danske Havne vil følge forhandlingerne og bidrage med vores holdninger.

I kan læse hele TRAN udvalgets kompromisforslag her.

For mere information kontakt miljøkonsulent i Danske Havne, Kasper Ullum, på 4244 9161 eller på ku@danskehavne.dk