”First class event” – Internationalt besøg på Vordingborg Havn

7 juni, 2018 07:03

Torsdag den 31. maj havde Vordingborg Havn besøg af en britisk delegation under navnet ”UK Trade Mission”. I spidsen for delegationen stod Senior Trade Advisor, Mark Chapman fra den britiske ambassades Department for International Trade (DIT).

af Christina Mayland, Vordingborg Havn

Baggrunden for besøget var et erhvervsfremstød og et fælles projekt mellem Vordingborg Havn, Vordingborg Erhverv og Vordingborg Shipping. Vordingborg Havn var den sidste af i alt 5 havne, som delegationen havde besøgt i Danmark i de foregående par dage.

I strålende solskin ankom delegationen samt gæster, kunder og samarbejdspartnere til havnen, hvor formiddagens program bestod af oplæg fra hhv. Vordingborg Kommunes borgmester, Mikael Smed, direktør for Vordingborg Erhverv, Susanne Kruse samt havnens udviklingschef Jan-Jaap Cramer.

Kl. 11 ankom den britiske ambassadør Dominic Schroeder, der holdt et kort tale om bl.a. vigtigheden i at fastholde og udvikle samarbejdet mellem Danmark og Storbritannien – trods Brexit. Ambassadøren talte meget rosende om Vordingborg Havn og påpegede, at de mange aktiviteter på havnen betyder en reel mulighed for et positivt samarbejde mellem UK og Danmark.

”Den positive interesse for Vordingborg havn fra både lokal og international side betyder enormt meget for os som lokal virksomhed”, udtaler havnebestyrelsesformand Poul A. Larsen, ”desuden vil den afledte effekt af den store investering også gavne den lokale udvikling af bl.a. arbejdspladser og bosætning i området”.

Og tilbagemeldingerne fra den britiske Trade Missions Mark Chapman var også kun fuld af rosende ord: ”First class event delivery by all involved!”

Vordingborg havn har gang i en massiv havneudvidelse og sejlrenden uddybes samtidig til 10,4 m, hvilket betyder at Vordingborg Havn fremtiden vil kunne modtage skibe i en længde på op mod 200 m. Vordingborg Havn skal være anlægs- og servicehavn for bygningen af den nye Storstrømsbro.