Fotokonkurrence: Det er mennesker, der skaber havnen

12 februar, 2018 12:39

Brancheforeningen Danske Havne fylder 100 år. I den anledning udskrives en fotokonkurrence, hvor vi håber, at I der arbejder på, i, ved og omkring havnene har lyst til at vise, hvorfor havnen ikke er noget uden jer.

Her ses ét af de billeder, som ADP A/S har indsendt til konkurrencen. Ansatte på havnen er fuld gang med at fastgøre en last til kranen inden et løft. Foto: Associated Danish Ports A/S

Vi vil gerne sætte fokus på havnen som moderne og effektiv arbejdsplads. Derfor er det ikke bare smukke udsigter fra de nogle af Danmarks bedst beliggende arbejdspladser på havnekontoret eller fra kranhuset, vi søger, men først og fremmest de funktioner og arbejdsopgaver, I varetager.

Det kan f.eks. være fotos af:

  • containerhåndtering fra skib,
  • kornlodsning,
  • fiskeri fra skibe og på auktion,
  • håndtering af spildevand fra skibe,
  • servicebiler i aktion,
  • mødebilleder,
  • lastning af vindmøllevinger,
  • trailere på vej ombord på færge,
  • krydstogtspassagerer på landgang,
  • offshore aktiviteter og
  • ikke mindst personale i færd med at gøre skibet klar til sejlads mm. (skal dog være indforstået med, at billederne bruges offentligt).

 

Der er kun godt 1200 ansatte i de danske erhvervshavne i alt. Men oplandsanalyser af havnene spændevidde viser, at havnene beskæftiger op til 10 procent i de respektive havnekommuner  Den historie kan vi ikke fortælle, hvis vi ikke kan vise rigtige levende mennesker. Så lad os se nogle mennesker.

Billederne vil blive vurderet af en dommerkomite bestående af:

  • Fotograf Asger Ladefoged, Berlingske Tidende, Årets pressefotograf 2017
  • Transportpolitisk ordfører Kristian Phil Lorentzen (V)
  • Bestyrelsesformand i Aarhus Havn og borgmester, Jacob Bundsgaard (S)
  • Direktør i BG Stone, Hans Christian Andersen
  • Kommunikationsrådgiver, Sofie Gravers Jacobsen, Danske Havne

Ca. 20 fotos, der viser havnenes energi og mangfoldighed udvælges til en lille vandreudstilling, som havnene kan lånes i en periode efter først-til-mølle princippet. Derfor vil vi også sætte pris på lidt oplysninger om motiverne. Det er os en god hjælp, når vi skal præsentere billederne.

De indsendte fotos vil blive brugt i forbindelse med en vandreudstilling rundt i landet samt på Danske Havnes nyhedsplatforme i forbindelse med markeringen af Danske Havnes 100 års jubilæum, og endeligt i Danske Havnes Havnepolitiske Redegørelse, der i forbindelse med 100 året for Danske Havne markeres med et særtillæg.

Der udloves præmier til 1. 2. og 3. pladsen. Der er ingen begrænsning på, hvor mange fotos den enkelte må indsende.

Vinderne: Vinderne annoncerets på Danske Havnes Havnekonference 2018, der foregår den 10.-11. april med Esbjerg Havn som vært. Mere information om Havnekonferencen og link til tilmelding kan findes her: www.danskehavne.dk/om-havnekonferencen-2018/ På Havnekonferencen vil den første udstilling af de valgte fotos også være at finde.

Bidrag til konkurrencen skal være Danske Havne i hænde senest den 5. marts 2018. Bidragene sendes elektronisk til Sofie Gravers Jacobsen på sgj@danskehavne.dk

 

Krav

De indsendte fotos skal minimum fylde 1 MB, så kvaliteten bevares ved evt. komprimering.

Bemærk, at der ikke må være genkendelige personer på billedet, hvis de ikke har godkendt brugen af billedet.”

Behandling af personlige oplysninger

Danske Havne indsamler personlige oplysninger i form af billeder, der vises, som i nogle tilfælde afbilleder individer (der er genkendelige). Det er en forudsætning for at deltage i konkurrencen, at alle på billedet har givet deres specifikke tilladelse hertil. Danske Havne forpligter sig til, at alle personlige oplysninger behandles på ansvarlig vis, og at alle personlige oplysninger håndteres fortroligt og i overensstemmelse med dansk lovgivning.”