Grønt tema: Ambitiøst projekt i Hvide Sande Havn: Vil reducere CO2-udslippet med 94 procent

Som en selvfølgelighed har Hvide Sande Havn i en årrække beskæftiget sig med nogle af de største verdensomspændende temaer, som også er inkluderet i de 17 verdensmål.

De temaer, som havnen primært har fokuseret på, omhandler transformationen til grøn og bæredygtig energi, reducering af CO2-udslippet, oprensning af verdenshavene samt social ansvarlighed.

Hvide Sande Havn har beskæftiget sig med disse temaer, dog uden speciel fokus på synliggørelse eller målbarhed for denne del af arbejdet før nu, hvor engagementet i disse temaer har udmøntet sig i følgende specifikke projekter:

CO2-reduktion på tværs af Europas landegrænser
I efteråret 2018 tilsluttede Hvide Sande Havn sig, sammen med Hvide Sande Fjernvarme, et EU støttet projekt, kaldet ”DUALPorts.”

Medlemmerne i projektet er alle små og mellemstore havne i Nordsøregionen, og formålet med projektet er at optimere og integrere vedvarende energiformer i havnenes infrastruktur, generere lokal opvarmning samt fremstille hydrogen til internt logistikbrug. Tiltag, der skal sikre, at CO2-udslippet i havnene sænkes signifikant.

Hvide Sande Havn er i samarbejde med Hvide Sande Fjernvarme gået i gang med deres eget delprojekt, hvor strømmen fra de tre vindmøller, der står på havnens arealer, kombineret med solenergi, varmepumper, der udnytter energien i vand/luft, samt en nyindkøbt 10 MW-elkedel, vil kunne sikre byens fjernvarmeforsyning helt uden brug af fossile brændstoffer.

Det forventes, at når projektet står færdig, vil den samlede CO2-reduktion som minimum udgøre 6.300 ton CO2 årligt svarende til en reduktion på 94 procent.

Parallelt med dette projekt udføres et teoretisk hydrogenprojekt, der søger at påvise, hvordan overproduktionen af strøm fra de tre vindmøller kan udnyttes til fremstillingen af hydrogen, samt hvordan det producerede hydrogen kan udnyttes lokalt for derigennem yderligt at sænke CO2-udslippet.

På samfundsplan håber Hvide Sand, at dette lokale ”pilotprojekt” bliver kendt og så stor en succes, at det danner skole og dermed medvirker til endnu større CO2-reduktion.

Grøn ressourceoptimering – GRO
Foruden det europæiske samarbejde er Hvide Sande Havn i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd påbegyndt et GRO-projekt, der optimerer den grønne omstillingsproces i form af energioptimering, udnyttelse af ressourcer og veluddannede medarbejdere.

Målet er at forbedre Hvide Sande Havns konkurrenceevne og vækstmuligheder med ressourceoptimering, nye grønne forretningsmodeller og bæredygtige arbejdsprocesser, samt at synliggøre og måle på den fremgang, havnen håber at opnå via dette arbejde.

”Vi har altid udført affaldshåndtering på havnen, herunder også håndtering af det affald, som fiskerne får i deres net og trawl. Mængden af opfisket affald er betydelig, og for fiskerne er det heldigvis naturligt at tage affaldet med i havn frem for at smide det i havet igen. I vores GRO-projekt ønsker vi at sætte fokus på dette arbejde, som vores del af arbejdet med havmiljøet,” siger Bent Haumann, der er senior business development Manager i Hvide Sande Havn. Han fortsætter:

”Vores sociale ansvarlighed retter sig naturligvis mod havnens medarbejdere, som er vores vigtigste ressource. Uden dygtige og selvstændige medarbejdere med lavt sygefravær og lav personaleudskiftning kan havnen som arbejdsplads ikke opretholde et højt serviceniveau eller gennemføre planerne om grønne forretningsmodeller og nye bæredygtige arbejdsprocesser.

Stor succes som servicehavn i forbindelse med opførelsen af Horns Rev 3
Danmarks pt største havvindmøllepark, Horns Rev 3, er ved at være færdigbygget. Både i projekterings- og byggefasen har Hvide Sande Havn og Hvide Sande Service Group haft stor succes i serviceringen af de firmaer, der har været engageret i projektet.

Det har vist sig, at havnen og byen har haft den perfekte infrastruktur og holdning til service, så op til 130 samtidige teknikere, administrative ansatte og CTV-besætningsmedlemmer fra flere forskellige internationale virksomheder har følt sig rigtig godt tilpasse og været glade for at bo og arbejde i Hvide Sande.

Havnen har derfor fået et unikt erfaringsgrundlag som servicehavn og i at facilitere vindoperatører og deres underleverandører:

”Vi er således helt parate til at indgå i nye samarbejdsformer og kontrakter i forbindelse med opførelsen af Vesterhav Syd og Nord samt naturligvis den nye 800 MW-vindmøllefarm THOR, hvor Hvide Sande Havn vil være nærmeste reelle servicehavn,” understreger Bent Haumann.

Fiskeri, turisme og transport
Havnens øvrige fokusområder bliver ikke glemt. Der arbejdes konstant på udbygninger og forbedringer af havnens kajer og øvrige faciliteter, foruden der konstant oprenses i havneindløb og ved de forskellige kajer. Dette arbejde sker især for at sikre fiskeriets fortsatte udvikling og for at fastholde positionen som Danmarks femtestørste fiskerihavn.

”Det er et af vores primære mål, at havnen til stadighed fremstår som en levende og aktiv havn, idet dette er et meget væsentligt image, der tiltrækker utroligt mange turister, som levende følger med i aktiviteterne på havnen,” forklarer Bent Haumann.

Turisterhvervet er i høj grad med til at sikre, at en relativ lille by som Hvide Sande har ganske mange tilbud på fritidsaktiviteter, restauranter og butikker samt naturligvis et stort udbud af ferielejligheder og andre indkvarteringsmuligheder. Alt sammen vigtige og nødvendige faciliteter, som de mange ansatte i forbindelse med Horns Rev 3-projektet også har kunnet nyde godt af, mens de boede og arbejdede ud fra Hvide Sande.

I forbindelse med den store havneudvidelse fra 2011 til 2013 blev der skabt vanddybde og kajfaciliteter, der sikrede mulighed for anløb af coastere. Siden da er mængden af gods over kaj vokset fra ubetydelig til cirka 170.000 ton årligt. Godstransportområdet er et yderst dynamisk forretningsområde, hvor der konstant kræves nye tiltag, udvidelser og forbedringer. Lige for tiden går overvejelserne på opførelse af nye store lagerhaller samt udvidelse af oplagringspladsen i forbindelse med vores nye Vesthavn.

For at forbedre logistikken til og fra byen og dermed sikre optimale betingelser for godstransportkunderne arbejder havnen og virksomhederne i området målrettet på etableringen af en 2+1-vej, der skal koble Hvide Sande til det europæiske motorvejsnet ved Herning.

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen