Gule stiger øger sikkerheden på havnen

12 september, 2018 09:07

Horsens Havn er gået i gang med at montere fire nye LifeLadders, der er med til at øge sikkerheden i havnen.

De fire redningsstiger erstatter de tidligere trin på kajen, som efterhånden alle var slemt medtagede af mange år i saltvand. Forskellen er ikke bare, at LifeLadders er udført i armeret, gul plast, så den ikke ruster – den er også oplyst om natten af LED-lys.

-I forhold til at redde menneskeliv er det en meget lille investering, som kan gøre en kolossal forskel. Vi har masser af aktivitet i Horsens Havn, og ofte bliver der losset og lastet i de mørke timer, hvor det kan være svært at orientere sig. Hvis uheldet er ude, og en person falder i vandet, er de oplyste stiger med til at gøre det lettere at orientere sig og søge redning, siger havnedirektør Claus Holm Christensen.

LifeLadder er en dansk opfindelse, som også produceres i Danmark. Horsens Havn er en af de første danske havne til at installere de oplyste stiger, som havnedirektøren kalder ”et enkelt produkt og en simpel konstruktion, men alligevel anderledes”.

Den første gule stige er netop monteret og resten følger i løbet af september.

De fleste danske drukneulykker sker i havne. Ifølge Tryg Fondens opgørelse var der 221 danskere, der druknede i havne mellem 2001 og 2015. Det er markant flere end ved badning langs kysterne.