Jobopslag: Danske Havne søger erfaren analytisk erhvervspolitisk konsulent

Erfaren analytisk erhvervspolitisk konsulent til Danske Havne

Danske Havne søger en erhvervspolitisk konsulent med transportpolitisk interesse og solide fagkundskaber.

Danske Havne er en brancheorganisation for mere end 60 danske erhvervshavne, der sammenlagt årligt omsætter for ca. 2 mia. kr. Danske erhvervshavne har stor samfundsmæssig betydning som infrastrukturelt knudepunkt og skaber rammer om både rederivirksomhed, mange maritime erhverv og dertilhørende arbejdspladser.

Om jobbet

Der søges en erhvervspolitisk konsulent til at varetage primært følgende opgaver:

  • Udarbejdelse af politiske notater, analyser mv.
  • Rådgive vores medlemmer om havnelovgivning og anden maritim lovgivning.
  • Udarbejde og være tovholder på forskellige analyser inden for samfundsøkonomi og virksomhedsøkonomi, herunder benchmarkanalyser og oplandsanalyser.
  • Varetage Danske Havnes politiske interesser over for beslutningstagere i både stat og kommuner.
  • Yde medlemsservice inden for et bredt fagligt område relateret til danske erhvervshavnes interesseområde.
  • Forberede konferencer, arrangementer og temadage og udarbejde materiale hertil.
  • Skabe overblik over havnes fundingmuligheder nationalt og internationalt.

Om dig

Der er flere veje til jobbet, men det er vigtigt, at du kan genkende dig selv i flere af følgende punkter:

  • Du har mindst tre års erhvervserfaring – men gerne mere – fra fx ministerium, styrelse eller en politisk organisation, som gerne må være medlemsstyret.
  • Du har en samfundsvidenskabelig uddannelse.
  • Solid politisk forståelse, tæft og erfaring, gerne med transportpolitik eller fra den maritime sektor.
  • Analytisk flair og god dataforståelse vil vægte højt.
  • Kendskab til maritim lovgivning vil være en fordel, men det er ikke et krav.

Som person er du først og fremmest resultatorienteret og proaktiv. Vi forventer, at du afsøger både nye og eksisterende muligheder og får opgaven i mål. Endvidere trives du i en medlemsdrevet organisation, hvor mange forskellige interesser og hensyn skal balanceres, og du forstår, at medlemsservice er højt på dagsordenen. Du er positiv og imødekommende, og du ser løsninger, når et grundigt analysearbejde er gennemført. Du arbejder selvstændigt med dine opgaver, men du er samtidig lyttende og har gode samarbejdsevner både i organisationen og i forhold til omverdenen. Du har fokus på at levere på dine opgaver, og selv om du er udadvendt, trives du også med analytiske opgaver, hvor du har orden i detaljerne.

Vi tilbyder

  • Spændende erhvervs- og transportpolitiske opgaver i et politisk miljø.
  • Rig mulighed for at sætte en dagsorden på dit eget arbejdsområde. Det forventes, at du arbejder meget selvstændigt med stort ansvar for at drive dine opgaver og Danske Havnes politiske dagsorden.
  • Et udadvendt job med en bred kontaktflade blandt Danske Havnes medlemmer og samarbejdspartnere.
  • Et godt arbejdsmiljø med gode kolleger, der har passion for Danske Havne.
  • Løn efter kvalifikationer.

Lyder jobbet som noget for dig? Så send en ansøgning sammen med dit CV til efn@danskehavne.dk, skriv ”Ansøgning – att. Eva Fiil Nielsen” i emnefeltet. Ansøgningsfrist er torsdag den 24 . oktober – men vi indkalder til samtaler løbende. Spørgsmål til stillingen kan rettes til direktør Tine Kirk Pedersen på telefon 2020 8615 eller via mail på tkp@danskehavne.dk.

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen