Kom og oplev Vejle Havn fra kajen af

9 august, 2018 07:35

Foto: Vejle Havn

Lørdag d. 25. august 2018 har du mulighed for at opleve Vejle Havn fra kajen af. Den dag åbner vi portene – 1,8 på nordkajen, 9 & 16 på sydkajen i tidsrummet fra kl. 10:00 – 14:00, så du kan gå en tur langs kajerne, eller stå på veterantoget og tage en tur rundt på havnen for 20,- kr. På din tur rundt kan du besøge de virksomheder, der har åbent – Brenntag Nordic, Lantmännen Cerealia – Havnemøllen, LHM, Ib Andresen Industri, H. Daugaard og A-Skrot. Saltvandsfiskeren afholder en fiskekonkurrence på dagen, som du kan deltage i. Sejlklubben Neptun vil være vært med en bod, hvorfra du kan købe kaffe og kage. Der vil være masser af aktiviteter for alle, så kom og vær med. Har du mere lyst til at gå i ro og mag, så kan du gå langs kajen, nyde udsigten til Kanaltårnene på Havneøen og længere ude tårner Kirk Kapitals nye kontorbygning – Fjordenhus sig op i den bydel, som du kan opleve fra Sydkajen af.

Aktiviteter for de mindste
Har du børnene med, vil der være oplevelser for dem – ved LHM, kan de lede efter guld i sandet, når de har fundet guldet, kan de veksle det til en pose slik eller is. Skulle børnene have lyst til at smage på forskellige kageblandinger, så har Lantmännen Cerealia åbent. Er der gemt en lille fisker i dit barn, tilbyder Saltvandsfiskeren det muligheden for at deltage i en fiskekonkurrence på havnearealet. A-Skrot sætter en container op, og fylder med jern og skrot, hvor du kan gætte vægten af den. Som en god afslutning på dagen, kan børnene få en ballon ved LHM.

Aktiviteter for voksne
Det er ikke kun for børnene, at der er aktiviteter, der er også aktiviteter for de voksne. De fleste af virksomhederne har åbent, hvor du kan komme på en guidede rundvisning og opleve Lantmännen Cerealias produktionsanlæg eller blive klogere på sten og grus hos LHM eller besøge Brenntag Nordic. Hos Ib Andresen Industri er der åbent for rundvisning på deres nyeste produktions linje. Mulighederne er mange, det er op til dig, hvad du vil opleve på denne dag.

Åben havn for alle
En gåtur langs kajen med en softice i hånden har været et uopnåeligt ønske for de fleste de seneste år, men det har ikke været muligt grundet lovgivningen om sikkerhed i erhvervshavne – men det er nu muligt én enkelt dag.

Portene er åbne, for at borgerne kan opleve Vejle havn fra kajen af. Vi oplever, når vi har gæster på besøg, at de spørger nysgerrigt til havnen og driften heraf, de kigger ivrigt ud af vinduerne for at se så meget som muligt. Vi har valgt at afholde Åben Havn på samme tid som Vild med Vand og Trekantens festuge, hvor borgerne ved, at der er aktiviteter i byen og på havnen. Så er borgerne i byen, og har flere oplevelsesmuligheder både hos os og andre. Vild med Vand er et årligt tilbagevendende initiativ fra Vejle Kommune i samarbejde med foreningerne ved Vejle Lystbådehavn, hvor de sammen inviterer til en festdag med musik og mulighed for at prøve kræfter med de maritime sportsgrene som kajak, roning og sejlads på Vejle Fjord.

Vi håber, der kommer borgere, der har lyst til at se og opleve havnen og virksomhederne. For Vejle Havn er det vigtigste, at alle går herfra med en god oplevelse og tænker, at det har været en god dag, og det har været rart at komme ind og se virksomhederne og havnen.