Ny rapport: Danske havne tæt på de mest effektive i verden

13 november, 2018 12:49

De danske havne indtager sjettepladsen over verdens mest effektive havne, viser en ny rapport fra World Economic Forum (WEF). Et godt skulderklap, men vi skal helt op og konkurrere med de allerbedste, mener brancheorganisationen Danske Havne, der efterlyser øget politisk fokus og har konkrete forslag til, hvordan Danmark kommer helt til tops.

Ifølge seneste udgave af WEF’s årlige konkurrencerapport er de danske havne de 6.-bedste i verden og kun overgået af havnene i Singapore, Holland, Finland, Hongkong og USA. Singapore topper listen. WEF har undersøgt 139 lande i verden med erhvervshavne og lagt vægt på frekvens, punktlighed, fart og pris, når de har skullet vurdere havnenes effektivitet.

Vil gerne helt til tops
Hos brancheorganisationen Danske Havne, der repræsenterer landets 64 erhvervshavne, er man glade og tilfredse over den flotte placering til Danmark – men det understreges samtidig, at vi kan komme længere op på listen.

”Danmark har længe været en maritim stormagt, og det skal vi også være i fremtiden. Men det kommer ikke af sig selv, og vi skal fortsætte med at kæmpe for bedst mulige betingelser for vores havne, for det er dem, der stiller søvejen til rådighed for en kæmpestor del af vores eksport,” udtaler Tine Kirk Pedersen, der er direktør i Danske Havne.

Brug for yderligere politisk fokus
Tine Kirk Pedersen forklarer, at set fra Danske Havnes side skal der ikke vanvittigt meget til, før Danmark kan kravle endnu længere op på listen. Det kræver dog et yderligere politisk fokus i forhold til i dag:

”Vi konkurrerer i dag i høj grad med ’næstennaboerne’ Holland og Finland, der på listen ligger over os, og hvis vi vil overhale dem og tiltrække endnu mere forretning og dermed vækst til vores havne og vores virksomheder, så skal vi lette havnenes rammebetingelser. Dermed kan havnene og virksomhederne arbejde endnu bedre sammen end i dag, så skibe kan betjenes effektivt og med fokus på hele servicepaletten. Det er også vigtigt, at lovgivningen gør det nemmere at gennemføre digitalisering af forretningsprocesser – her er Finland eksempelvis foran Danmark. Og så skal vores miljø- og erhvervssagsbehandling være i top, så vi på sagsbehandlingstider og kundefokus kan matche de allerbedste. For det er værd at satse på havnene,” understreger Tine Kirk Pedersen.

World Economic Forum har ikke de forgangne år målt på netop havnenes effektivitet fra land til land, så man kan ikke sige så meget om tendensen – men ifølge Danske Havne er det selvfølgelig en målsætning at holde den flotte placering og helst blive endnu bedre.

Læs hele rapporten her.

Kontakt Danske Havnes direktør Tine Kirk Pedersen på 20 20 86 15 for eventuelt yderligere kommentarer.