Nye tal: Aarhus Havn fortsætter sin stabile vækst

Godsomsætningen på Aarhus Havn fortsætter med at stige. I første halvår af 2019 blev der håndteret cirka 4.430.000 ton gods på havnen, og det er omkring 166.000 ton mere end i samme periode sidste år – svarende til en stigning på 3,9 procent.

Stigningen er i sig selv positiv, men den er særlig positiv, fordi den kommer i forlængelse af en række år med vækst i godsomsætningen. Og navnlig hæfter havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen sig ved, at de fleste af Aarhus Havns forretningsområder viser positiv fremgang:

”I en tid, hvor der er generel enighed om, at vores branche står over for en konsolidering, er det særdeles vigtigt, at vi har øget aktivitet på de fleste forretningsområder. Vi har brugt nogle år på at trimme forretningen i forventning om, at konsolideringen betyder, at mere gods søger vores vej, og foreløbig ser det ud til at virke som forventet,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Både på container- og bulkområdet er Aarhus Havn Danmarks største, men Jakob Flyvbjerg Christensen mener, at der stadig er potentiale for mere i Aarhus. Han peger på, at Aarhus Havn satser på stabil, organisk vækst, men at man også er klar til at absorbere gods fra havne, der lukker eller indskrænker på grund af konsolideringen.

Containeromsætningen, som er en markant del af Aarhus Havns omsætning, steg med cirka 56.000 ton svarende til godt tre procent. Men det er vel at mærke oven på en stigning på ikke mindre end 22 procent. i antal containere de seneste to år.

”Jeg er tilfreds med, at vi fortsat ser en pæn stigning i containeromsætningen. Om få måneder får vi Grønlandstrafikken til Aarhus for første gang nogensinde, ligesom flere af vores eksisterende kunder har annonceret nye anløb her i sensommeren/efteråret. Det vil løfte vores containeromsætning yderligere,” understreger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Også bulk-området viste pæne tal i årets første seks måneder. Særligt værd at bemærke er omsætningen af foder, der alene steg med 163.000 ton.

Yderligere oplysninger: Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen, mobil 20605214

Tilmelding af nyhedsbrev

Følg med i de mest væsentlige nyheder i den danske havnebranche.
Terms and Conditions checkbox is required.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Scroll til toppen