Planloven: foretræde for Erhvervs- og Vækstudvalget resulterer i positive ændringer for havne

26 maj, 2017 14:04

foretræde ifm planloven

Folketinget er ved at lægge sidste hånd på moderniseringen af planloven. Formålet med lovforslaget er at give både borgere, kommuner og virksomheder i hele landet bedre muligheder for at skabe vækst og udvikling. Det udmøntes bl.a. ved at give mulighed for at bygge boliger tættere på kysten, og herunder også de danske erhvervshavne.

Der manglede dog at blive fjernet væsentlige knaster i de sidste ændringsforslag. Derfor havde Danske Havne sammen med Kolding Havn, Danske Havnevirksomheder og Svane Shipping A/S foretræde for Erhvervs- Vækst- Eksportudvalget den 11. maj. Formålet var at gøre udvalget opmærksom på konsekvenserne af ændringsforslagene med konkrete eksempler fra Kolding Havn og komme forslag til ændringer.

På mødet blev udvalget gjort opmærksom på elementer, som hverken gavnede virksomhederne på havnen eller havnens muligheder for vækst.

Med gode eksempler fra Kolding Havn fik udvalget øjnene op for, hvordan lovgivningen påvirker virkelighedens verden. Udvalget har lyttet og vi har opnået væsentlige ændringer siger Kasper Ullum, miljøkonsulent hos Danske Havne og fortsætter. Det er især er positivt, at man får et ekstra redskab til at undgå konflikter mellem by og havnen, fordi der også skal tages højde for støv og lugt inden nye boliger bygges tæt op ad havnen”.

Allerede nu flytter byen og dens borgere tættere på erhvervshavnene i Danmark. Boliger ved havnen har en fantastisk udsigt og en ligeså fantastisk bynær placering, men når de nye naboer flytter ind, finder de sig ikke hvad som helst.

Anders Vangsbjerg Sørensen, adm. direktør i Kolding Havn siger, at havnen og virksomhederne har jo ligget der hele tiden, og selvom vi gør, hvad vi kan for at minimere generne, kan der alligevel komme klager. Klagerne er dårlige for havnen og afskrækker virksomheder fra at placere sig på havnen. Derfor er det så vigtigt, at vi har fået de her ændringer med, så man kan forebygge at problemerne opstår.

Moderniseringen af planloven forventes vedtaget i Folketinget den 1. juni. Danske Havne bringer i den anledning en opdatering på, hvad ændringerne betyder for havnene.

Ved spørgsmål til planloven kontakt miljøkonsulent Kasper Ullum ku@danskehavne.dk / 7211 8101

Ændringer i betænkningen til planloven efter foretrædet:

  • Som et led i planlægningen skal kommunerne tage højde for støj fra virksomheder, inden udlægning af boligområder. Virksomheders miljøpåvirkning består imidlertid også af bl.a. støv, lugt og anden luftforurening. Det skal der nu tages højde for inden der bygges ved havnen, så by-havn-konflikter bedre kan forebygges.
  • I første udkast var der lagt op til at kommunerne skulle udarbejde retningslinjer for erhvervsområder med produktionsvirksomheder, så erhvervsområderne blev beskyttet ift. boligplanlægning og andre aktiviteter. Det var problematisk, at mange virksomheder på havne ikke ville være omfattet. Nu er det ikke blot er produktionsvirksomheder der er omfattet, men også transport- og logistikvirksomheder.