Skagen Havn er hovedperson i ny tv-serie

8 februar, 2018 13:51

En ny tv-serie på TV2 Salto skildrer de mange opgaver og udfordringer, som en erhvervshavn står med til dagligt. Jeg er glad for, vi kan vise Skagen Havn som det, den er, en arbejdsom erhvervshavn med gode kunder, siger Willy B. Hansen, havnedirektør på Skagen Havn.

Skagen Havn

Her ses Skagen Havn, Skagen by og Grenen i et enkelt billede, der tydeligt viser, hvor stor betydning havnen har for Skagen og Nordjylland

En ny tv-serie på otte afsnit ruller over skærmen på den nordjyske TV2 kanal, Salto.

I de otte programmer sættes der fokus på nogle af de mennesker og steder, som er med til at gøre Skagen Havn til én af de største arbejdspladser i Nordjylland.

Tv-serien viser dagligdagen på Skagen Havn. Seerne er med fra myldret på pakhuskajen til transportbåndene på fiskefabrikken, hvor dagligdagen på den travle erhvervshavn følges tæt otte dage i træk.

Programmerne inviterer seerne med en tur ind bag det kendte billede på postkortet, når de ansatte på havnens mange virksomheder skal tage sig af sommerens udfordringer.

”Tv-serien skildrer mange forskellige brancher og niveauer. Man ser den unge fisker på vandet, samtidig med, at det største krydstogtskib nogensinde i Skagen Havns historie lægger til kaj”, siger Willy B. Hansen, og uddyber, tv-serien er en grundlæggende spændende skildring af dagligdagen på erhvervshavnen. Man ser meget af det, som man ikke traditionelt ser som kunde eller turist på havnen.”

De otte dage som tv-serien skildrer foregår i den sidste uge op til industrisommerferien.  Her synger Skagen Festivalen på sidste vers, mens folkene på krydstogthavnen gør sig klar til en hektisk uge, og havnens største fiskefabrik forbereder sig på at afslutte sæsonen for jomfrusild med manér. På havnens samlecentral sorteres dagens fangster så de sultne turister på Pakhuskajen kan nyde de friske varer i det drilske sommervejr.

”Tv-serien er med til at brande Skagen Havn. Jeg er sikker på, at det giver en bredere forståelse af de mange opgaver og udfordringer, som erhvervshavnene står med til hverdag”, siger Willy B. Hansen og fortsætter. Tv-serien vil være med til at gøre en god reklame for hele havnesektoren. Man kommer godt rundt i hele persongalleriet, og ser, hvad en havn er.”

Læs mere om Skagen Havn her

Følg med i tv-serien hver søndag på TV2 Salto kl. 19.45. Se det første afsnit på TV2 Nords hjemmeside her

For mere information, kontakt havnedirektør i Skagen Havn, Willy B. Hansen, på wbh@skagenhavn.dk

Se flere nyheder fra Danske Havne her

Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn